Lisa har fart på, og hun møder verden med et smil

Med skole, fritidsjob, sport og masser af venner synes hun af og til, at døgnets 24 timer slet ikke er nok, og hendes dag er besat med aktiviteter. En dag tilbragt derhjemme med at ligge i sofaen og se serier er for hende en spildt dag.

Lisa har fart på, og hun møder verden med et smil
Lisa Brix Jensen elsker at tale med mennesker, få dem til at føle sig godt tilpas, og kaffen bliver altid serveret med et strålende smil.

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Glem forestillingen om triste unge blottet for initiativ. Den holder ikke stik, i hvert fald når det gælder Lisa.

15-årige Lisa Brix Jensen er en af de unge, der har fået fritidsjob takket være den socialøkonomiske virksomhed Youth Camp i Kalundborg.

Hun arbejder fast tre timer om ugen i Y´Camps café Baggården, Kordilgade 36, der også rummer butikken Thumbs Up, og det er lige et job, der passer hende. Timelønnen er 70 kr., og af og til bliver det til nogle flere timer takket være konkrete opgaver.

Hun elsker at tale med mennesker, få dem til at føle sig godt tilpas, og kaffen bliver altid serveret med et strålende smil.

Til middelaldertaffel

Lisa har haft et par fritidsjob tidligere, blandt andet på en tank og i en restaurant, men det er i Y´Camps café, hun virkelig føler, hun er kommet det rette sted.

- Jeg er megaglad for at være her, for det har åbnet så mange ting for mig, som jeg ikke anede eksisterede i Kalundborg, fortæller hun.

Det var for eksempel middelaldertaflet i Bispegården i forbindelse med middelaldermarkedet. Hans-Henrik Nielsen fra Y´Camp, der også er formand for Kalundborg Turistforening, hvis medlemmer på skift bemander butikken, spurgte Lisa, om hun havde lyst til at servere ved middelaldertaflet.

Det havde hun, og gæsterne var imponerede af den unge, glade pige, der klarede serveringsopgaverne, som om hun aldrig havde bestilt andet. Hun var på pletten, så snart hun fornemmede, at en gæst manglede noget, og hun fik hurtigt bragt det fornødne til veje.

- Det var så sjovt at være med, og jeg følte slet ikke, jeg var på arbejde, ler hun.

Også arbejdet i cafeen i Kordilgade lever op til Lisas ønske om at møde nye mennesker og tale med dem. Hun kunne ikke tænke sig at sidde ved kassen i et supermarked, hvor samtaler med kunderne indskrænkes til sætninger som: Vil du have bonen med? og kan du have en god dag!

Først på efterskole

Lisa vil noget med sit liv, og hun har mange planer for fremtiden.

Når hun siger farvel til 9. klasse på Høng Privatskole går turen til Glamsbjerg Efterskole, hvor hun lige har fået besked om, at hun er optaget.

Hun glæde sig helt vildt til at komme i gang der. Hun har meldt sig til livsstilslinjen og kan se frem til at beskæftige sig med krop, sundhed og mindfulness.

Senere, når hun skal i gang med en uddannelse, falder valget måske på en fremtid som pædagog, og hun vil gerne arbejde med unge. Én ting ved hun: Fremtiden for hende er ikke at sidde på et kontor. Dertil har hun med egne ord for mange lopper i røven.

Blandt Lisas drømme er også at rejse ud og opleve verden.

Døgnets timer ikke nok

Med skole, fritidsjob, sport og masser af venner synes hun af og til, at døgnets 24 timer slet ikke er nok, og hendes dag er besat med aktiviteter. En dag tilbragt derhjemme med at ligge i sofaen og se serier er for hende en spildt dag.

Hun ved godt, at hun er anderledes end nogle af de jævnaldrende, hun kender. Hun snakker mere, er udadvendt og er altid glad og munter.

De synes, det er hårdt at gå i skole og måske have et fritidsjob. De foretrækker at slappe af derhjemme.

Lisa insisterer af og til på, at nu skal nogle af kammeraterne altså med ud til noget af det, der fylder Lisas liv, og efter noget brok i starten plejer det da at blive sjovt, synes de.

Fyldt med taknemmelighed

Lisa er glad for sin tilværelse, og når hun sammenligner med menneskers kår andre steder i verden, synes hun, at hun har så meget at være taknemmelig for, og hun regner op:

Jeg har en mor og en far, der passer på mig, en lillebror som jeg elsker højt, jeg har tag over hovedet, får mad hver dag og en varm seng at sove i. Jeg kan gå i skole ganske gratis og lære noget.

At se det positive i tilværelsen har hun også med hjemmefra. For eksempel opfordrer hendes far hende tit om aftenen til at nævne to gode ting, der er sket i løbet af dagen.

Og for en livsglade Lisa er der altid sket noget godt, der er værd at nævne.

Fritidsjob

For tiden er der 8 unge i fritidsjob gennem Y’Camp, men det varierer, og i foråret var der for eksempel 28 i job. Det skyldtes en større opgave med at gøre det nye kollegium for unge på Nørre Allé klar, fortæller Hans-Henrik Nielsen.

For at gøre det nemt for kunderne foregår det sådan, at Y´Camp ansætter de unge og lejer dem ud til kunderne, hvor de løser konkrete opgaver. For at sikre, at de unge får den rigtige løn, og hvad de ellers har krav på, har Y´Camp indgået en lokalaftale med 3F om løn og ansættelses- forhold.

Y’Camp klarer opgaver hos virksomheder, forretninger og private. Opgaverne løses af makkerpar bestående af en øvet og en mindre øvet ung, og i starten guides de af en tilknyttet mentor. Her har Hans-Henrik Nielsen et lille hjertesuk, for mens der ikke er problemer med at finde job eller unge til at besætte dem, så kniber det med at få frivillige voksne til at påtage sig at guide de unge.

Y´Camp har fået en donation fra Novo på 300.000 kr. om året i 5 år, hvoraf de 2 år er gået.

Pengene bruges blandt andet på ansættelse af en konsulent i nogle timer, der kan orientere de unge om mulighederne for et fritidsjob. Det kan de også få noget at vide om takket være samarbejde mellem Y´Camp og Ung Kalundborg.

Del