Lions Kalundborg er klar med ny 2025 kalender

Kalenderen er i A4 format og for hver måned findes et stort billede som passer til årstiden, billeder som den lokale fotogruppe Argus har stillet gratis til rådighed.

Lions Kalundborg er klar med ny 2025 kalender

Af Jens Nielsen

Lions Kalundborg er nu klar med en helt ny 2025 kalender med en række af flotte billeder fra Fotogruppen Argus. 

Lions Kalundborg har siden starten i 1974 haft mange forskellige aktiviteter, bl.a. gårdrestaurant under byfesten, julelotteri, julepakker for trængende familier og for efterhånden flere år siden kom Lions Kalundborg så med endnu et tiltag, nemlig en Kalundborg Kalender, som skal være med til at samle penge ind til humanitært støttearbejde i lokalområdet.

De tidligere udgaver af Kalundborg kalenderen er gået så godt, at Lions Kalundborg nu kommer med en 2025 udgave af kalenderen, den fjerde i rækken af kalendere fra Lions

Kalenderen er i A4 format og for hver måned findes et stort billede som passer til årstiden, billeder som den lokale fotogruppe Argus har stillet gratis til rådighed.

Kameraerne har bl.a. været rettet mod Asnæs, Højbyen, Gisseløre, Røsnæs og Møllebakken.

Annoncører har støttet kalenderprojektet på den måde at alle udgifter er betalt på forhånd, så de 50 kr. som kalenderen koster, går ubeskåret til humanitært arbejde, oplyser Lions Kalundborg.

Den nye flotte Lions kalender for 2025 kan købes hos Lysmesteren Kalundborg, Kalundborg Turistforening, Glarmester Kim Rørdam og hos de enkelte medlemmer af Lions Kalundborg.

Lions Kalundborg har i 2024 fejret 50-års jubilæum og har i den forbindelse uddelt 250.000 kr. til 12 forskellige enkeltpersoner og organisationer som hver især er noget særligt på hver deres område.

Den nye 2025 kalender er trykt i 400 eksemplar.

Del