Liberal Alliance vil danne selvstændig vælgerforening i Kalundborg
Målet er at komme tættere på medlemmerne og skabe et stærkere lokalt fundament for partiets arbejde.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Efter stor fremgang ønsker partiet at styrke den lokale forankring og det politiske arbejde i kommunen.
Efter et markant kommunalvalg med stor stemmefremgang og en betydelig medlemstilgang vil Liberal Alliance i Kalundborg nu etablere en selvstændig lokal vælgerforening. Målet er at komme tættere på medlemmerne og skabe et stærkere lokalt fundament for partiets arbejde.
Vil styrke den lokale tilstedeværelse
I dag er Liberal Alliance organiseret i en fælles vælgerforening for Sorø, Slagelse og Kalundborg, men den lokale partiforening i Kalundborg ønsker fremover at stå på egne ben for at styrke den lokale tilstedeværelse.
”Vi vil have medlemmerne tættere på og skabe flere lokale medlemsarrangementer og politiske debatmøder. Derfor tager vi nu initiativ til at danne en selvstændig vælgerforening i Kalundborg,” fortæller Helle Laursen Petersen, kommunalbestyrelsesmedlem for LA i Kalundborg.
Stiftende møde samler medlemmerne
Formålet med det stiftende møde er at samle partiets lokale medlemmer, drøfte grundlaget for en selvstændig vælgerforening samt behandle vedtægter og vælge bestyrelse.
“En selvstændig vælgerforening skal styrke Liberal Alliances politiske arbejde og synlighed i Kalundborg Kommune,” siger Helle Laursen Petersen.
Opposition ses som styrke
Partiet lægger ikke skjul på, at tiden efter konstitueringen har givet anledning til refleksion. Liberal Alliance er ikke en del af den nuværende konstituering i Kalundborg Kommune, men ser i dag sin rolle i oppositionen som en fordel.
”Vi var naturligvis ærgerlige over ikke at være en del af konstitueringen. I dag ser vi dog vores rolle i oppositionen som en styrke og et solidt afsæt til at arbejde for større åbenhed og debat om den førte politik i Kalundborg Kommune,” siger Helle Laursen Petersen.
Pernille Vermund deltager i mødet
Til det kommende stiftende møde deltager Pernille Vermund med et oplæg. Ifølge Helle Laursen Petersen vil oplægget handle om aktuelle politiske emner.
“Vi har netop fået konfirmeret at Pernille Vermund kommer og laver et oplæg til os om ”Hvad sker der på Christiansborg” og “hvad med det kommende valg,” fortæller Helle Laursen Petersen.
Der vil desuden være oplæg om det politiske arbejde på Christiansborg, i Regionsrådet og lokalt i Kalundborg Kommune.
Det stiftende møde afholdes søndag den 22. februar kl. 14 i Kalundborg Hallen, Mødelokale 1 (indgang ved svømmehallen). Alle medlemmer af Liberal Alliance i Kalundborg Kommune er velkomne.