Liberal Alliance stifter lokal vælgerforening i Kalundborg
Med generalforsamlingen er partiets lokale vælgerforening nu officielt en realitet.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Søndag der afholdt stiftende generalforsamling for Liberal Alliance i Kalundborg Kommune. Med generalforsamlingen er partiets lokale vælgerforening nu officielt en realitet.
Arrangementet fandt sted i Kalundborg Hallerne og samlede både lokale medlemmer og partifolk fra regionen.
Politisk oplæg fra Christiansborg
Inden generalforsamlingen bød deltagerne velkommen til Pernille Vermund, der er storkredsens spidskandidat til det kommende folketingsvalg. Hun delte indblik i aktuelle politiske drøftelser og pegede på de emner, hun forventer vil præge den kommende valgkamp. Samtidig understregede hun vigtigheden af et tæt samarbejde mellem partierne i blå blok og gjorde det klart, at Liberal Alliance prioriterer et stærkt og konstruktivt samarbejde på tværs.
Villum Christensen orienterede desuden om seneste nyt fra Storregion Øst, mens Helle Laursen Petersen og Peter Nielsen fortalte om deres første to måneder i kommunalbestyrelsen. Begge fremhævede den positive medlemstilgang og den markante lokale opbakning til den nye vælgerforening.
Jimmi Svane valgt som formand
På generalforsamlingen blev syv medlemmer valgt til bestyrelsen, ligesom der blev valgt revisor og revisorsuppleant. Som formand blev Jimmi Svane valgt. Han er lokal forretningsmand og driver campingpladsen i Saltbæk samt Havnegrillen i Kalundborg sammen med sin kone. Derudover er han i sin fritid aktiv som fartøjsfører i Marinehjemmeværnet.
Den nyvalgte bestyrelse vil nu konstituere sig i overensstemmelse med vedtægterne, og ser frem til arbejdet med at styrke Liberal Alliances lokale profil og politiske gennemslagskraft i Kalundborg Kommune, lyder det fra LA Kalundborg.