Leopold åbner på lørdag
Leopold v/Lars & Pernille Livsgnisten åbner på lørdag i Bethesdakirken, som de har renoveret, og nu er de klar med en lang række events.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Den gamle tidligere metodistkirke i Kalundborg, Bethestakirken, åbner på lørdag i helt nye klæder. Eventstedet Leopold slår nemlig dørene op for parret Pernille og Lars Svare-Michaelsens aktiviteter, som spænder over tre forskellige ting. Det sker på lørdag den 4. april mellem klokken 10 og 13.
Leopold v/Lars & Pernille Livsgnisten, som stedet hedder, tilbyder en lang række foredrag med en rød tråd, som har overskriften: ‘Når livet gør ondt’, mindehøjtideligheder og clairvoyance ved Pernille Svare-Michaelsen, som er kendt under navnet Pernille Livsgnisten.
Hun er clairvoyant og har i over 30 år beskæftiget sig med afdødekontakt og clairvoyance og havde også på et tidspunkt et radioprogram hos Odsherred Radio, som hed “Pernille og ånderne”.
Til åbningsreceptionen på lørdag den 4. april kommer lokale Kenneth Vester og spiller, og man er velkommen til at kigge ind og se lokalerne, samt få lidt sødt at spise og noget at drikke.
“Vi viser gerne rundt og fortæller om alle vores aktiviteter og events,” siger Pernille Svare-Michaelsen.
Lige nu arbejdes der på højtryk for at få alt klar til receptionen.
På selve dagen er der rabatter på køb af billetter.
“Vi har også gjort nogle af vores events gratis, for eksempel det, hvor lokalpolitiker Niels Erik Danielsen kommer og læser digte op fra en svær periode i hans liv,” forklarer Pernille Svare-Michaelsen.
Der er allerede booket mange spændende foredrag, blandt andet med Amin Jensen, Flemming Møldrup og Brian Sandberg.
Man kan finde alle events samt købe billetter på hjemmesiden, som du finder lige her.