Langtidsholdbar rockleverandør vender tilbage

Bandet trådte til med få timers varsel da pigebandet Gasoline sidste år måtte melde afbud grundet sygdom til en totalt udsolgt koncert. Det blev en kæmpe succes, nu er bandet tilbage igen.

Langtidsholdbar rockleverandør vender tilbage
Nikolaj og Piloterne vender tilbage til Juvi klubben den 21. februar. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

At Nikolaj og hans piloter er sikkert flyvende, kan ingen musikelskere være i tvivl om. Hit på hit og udsolgte koncerter er et par af nøgleordene om den langtidsholdbare rockleverandør. Den 21. februar står de på scenen i Juvi klubben i Kalundborg – igen.

Nikolaj og Piloterne trådte til med få timers varsel da pigebandet Gasoline sidste år måtte melde afbud grundet sygdom til en totalt udsolgt koncert i Juvi klubben.

Det blev en kæmpe succes og nu vender Nikolaj og hans piloter tilbage til Juvi klubben, nærmere bestemt onsdag den 21. februar kl. 19.

Lige nu står både Nikolaj og hans piloter stærkere end nogensinde. Med nye sange og et nyt album på vej.

’Kommer nok hjem’, ’Engel’, ’Du er min’. De velkendte sange fra Nikolaj Christensen står i kø, og det har de gjort siden hans debut for mere end 30 år siden. Sådan fortsætter det for manden, der greb en guitar som femårig og ikke har lavet andet siden.

For efter en længere pause fra sangskrivningen og turnélivet har sangskriveren i dén grad taget revanche og leverer endnu en gang skudsikre sange og koncerter. Begge dele blev kraftigt understreget i år, hvor tre nye singler så dagens lys, og én turné blev til to. Og med de nye sange og det kommende album i lommen er Nikolaj og hans velspillende piloter klar til at fortsætte deres optur i 2024.

Nikolaj og Piloterne underholder også senere på året til Kalundborg Rock’er.

Billetter til arrangementet købes hos Alfa Optik i Kordilgade og hos Allé Salonen på Nørre Allé.

Del