Lange ventetider på byggetilladelser i Kalundborg – blandt de højeste i landet

Vil man bygge nyt i Kalundborg Kommune, kræver det fortsat tålmodighed.

Lange ventetider på byggetilladelser i Kalundborg – blandt de højeste i landet
Kalundborg Kommune ligger blandt de ti kommuner i landet med de længste ventetider på byggetilladelser. Modelfoto: Colourbox.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Vil man bygge nyt i Kalundborg Kommune, kræver det i øjeblikket tålmodighed. Nye tal (2025) fra DI Byggeri viser, at den gennemsnitlige ventetid på en byggetilladelse i Kalundborg Kommune nu er oppe på 194 dage.

Dermed ligger kommunen blandt de ti kommuner i landet med de længste ventetider. Ventetiden er målt fra det tidspunkt, hvor kommunen har modtaget alle nødvendige oplysninger i byggesagen. Tallene viser derfor den reelle sagsbehandlingstid i kommunerne.

“Særligt i kommuner som Kalundborg, Greve og Køge ser vi fortsat alt for høje ventetider på byggetilladelser. Det gør det svært for virksomheder og borgere at planlægge og gennemføre deres byggeprojekter. Vi opfordrer derfor til, at der bliver sat ekstra ind for at få sagsbehandlingstiden nedbragt, siger udvalgsleder for DI Byggeri Sjælland og Lolland-Falster,” Jesper Toftebjerg Andersen.

Ventetid er steget i 2025 i Kalundborg

I Kalundborg er ventetiden samtidig steget markant. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er gået fra 124 dage til 194 dage. Udviklingen går dog den modsatte vej i flere andre kommuner på Sjælland og Lolland-Falster, hvor ventetiden er faldet. Blandt de hurtigste kommuner er Solrød Kommune, Vordingborg Kommune og Faxe Kommune, hvor byggesager i gennemsnit bliver behandlet på henholdsvis 14, 22 og 30 dage.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Jakob Beck Jensen (V) fortæller, at de, i udvalget, er klar over, at tallene for 2025 ikke er gode.

“Vi vidste godt, at vi ville ligge dårligt i 2025 tal, da vi har været håbløst bagefter, men der er lavet en masse tiltag siden. Vi har blandt andet ansat flere folk i afdelingen. Men der blev reageret for sent. Det ser væsentligt bedre ud i dag, men vi er ikke i mål, og vi følger fortsat, hvordan det går, tæt i udvalget. Om et år skulle Kalundborg meget gerne ligge meget bedre, hvad sagsbehandlingstid angår,” siger han.

Særligt bemærkelsesværdigt er udviklingen i Slagelse Kommune, hvor sagsbehandlingstiden er faldet markant. Her er ventetiden gået fra 250 dage til blot fem dage.

“Det er meget positivt, at ventetiden i Slagelse Kommune er faldet så markant. Det vidner om, at der kan skabes store forbedringer, når der er fokus på at optimere sagsbehandlingen. Samtidig ser vi nogle store stigninger i ventetiden i andre kommuner, hvilket minder os om, at der fortsat er et betydeligt behov for forbedringer,” siger Jesper Toftebjerg Andersen, udvalgsleder for DI Byggeri Sjælland og Lolland-Falster.

Del