Skolen er ikke en velfærdsinstitution – den skaber velfærd

Læserbrev: 

Vi fejrer ikke bare lærernes dag den 5. oktober – vi fejrer det samfund, de er med til at skabe. Der
findes dage, hvor vi fejrer det, vi holder af. Den 5. oktober er det lærernes og pædagogernes tur. Det
er en god anledning til at sige tak.

Tak til de lærere og pædagoger, der hver morgen møder ind med planer, forventninger, bekymringer, faglighed og engagement, og som igen og igen forsøger at få det hele til at gå op, også på de dage hvor det ikke gør.

Men måske skal vi bruge FN’s Lærernes Dag til mere end bare at sige tak. Måske skal vi bruge den til
at minde os selv om, hvor vigtig skolen egentlig er. For skolen er meget mere end undervisning.

Det er selvfølgelig vigtigt, at børn lærer at læse, skrive og regne, at de lærer historie, matematik,
naturfag og sprog, men hvis det var skolens eneste opgave, kunne vi i princippet nøjes med bøger,
computere og undervisningsprogrammer. Det kan vi ikke.

For børn skal ikke bare lære noget. De skal lære at være mennesker sammen med andre mennesker. Det sker hver dag i skolen. Når en elev rækker hånden op og siger noget, de andre ikke er enige i. Når to elever bliver uvenner og skal finde ud af, hvordan de bliver venner igen. Når en gruppe skal løse en opgave, og den hurtigste opdager, at de andre også skal med. Når den stille elev pludselig siger noget, som får hele klassen til at tænke. Når nogen opdager, at de faktisk kan noget, de ikke troede, de kunne. Det er også undervisning. Det er dannelse. Og det er demokrati.

Demokratiet begynder i klasselokalet

Vi taler meget om demokratiet i Danmark, om tillid, fællesskab, sammenhængskraft og vores evne til
at være uenige uden at blive fjender. Men demokratiet begynder ikke på Christiansborg. Det
begynder i børnehaven og i klasselokalet. Det begynder, når et barn opdager, at det har en stemme,
men også opdager, at andre har en stemme. Det begynder, når man lærer, at man ikke altid får sin
vilje. Når man lærer at lytte, før man svarer. Når man lærer, at regler også gælder én selv. Og måske
allervigtigst, når man lærer, at man godt kan være uenig med et andet menneske uden at gøre
mennesket forkert. Det er noget af det, vores lærere træner med børnene hver eneste dag. Ikke med
store ord om demokrati, men gennem de helt almindelige situationer, der opstår i en klasse.

Skolen skal ikke gøre os ens

En god skole skal heller ikke gøre børn ens. Den skal gøre det muligt for dem at være forskellige og
stadig høre til. Der skal være plads til den boglige og den praktiske, den stille og den højtråbende, den
forsigtige og den modige, den kreative, den nysgerrige og den, der endnu ikke har fundet ud af, hvad
han eller hun er god til. For et stærkt fællesskab er ikke et fællesskab, hvor alle er ens. Det er et
fællesskab, hvor der er plads til forskellighed. Og netop derfor er skolen så vigtig. For skolen er et af
de få steder i vores samfund, hvor vi mødes på tværs af forskelle, og hvor vi hver dag øver os i at få et
fællesskab til at fungere.
Skolen leverer ikke bare velfærd. Den er med til at skabe den

Vi taler ofte om skolen som en del af vores velfærdssamfund. Det er den selvfølgelig. Men jeg synes,
vi nogle gange overser noget vigtigt: Skolen leverer ikke bare velfærd. Den er med til at skabe den. For velfærd handler ikke kun om kroner, bygninger, tilbud og systemer.

Velfærd handler også om tillid.

Om fællesskab. Om mennesker, der føler, at de hører til. Om mennesker, der kan tage ansvar for sig
selv og samtidig tage ansvar for andre. Det er ikke noget, vi kan lovgive os til. Det er noget, vi skal
lære. Og derfor er skolen ikke bare en kommunal institution, hvor børn opholder sig fra morgen til
eftermiddag. Skolen er et af de steder, hvor vores samfund bliver til.

Derfor skal vi passe på skolen

Når vi diskuterer skolen, kommer vi let til at diskutere karakterer, test, fravær, skærme, inklusion,
faglighed og trivsel. Det skal vi selvfølgelig. Men indimellem har vi også brug for at løfte blikket og
spørge: Hvad er det egentlig for et samfund, vi ønsker, at skolen skal være med til at skabe? Jeg
ønsker mig et samfund, hvor mennesker kan være forskellige uden at være modstandere. Hvor vi kan
være uenige uden at være fjender. Hvor vi hjælper hinanden, når vi kan. Hvor vi både kender vores
rettigheder og forstår vores ansvar. Og hvor børn vokser op med følelsen af, at de ikke kun skal finde
deres egen plads i verden, men også har noget at bidrage med til det fællesskab, de er en del af. Det
er en stor opgave. Og den løses ikke alene af lærerne pædagogerne.
Men lærerne og pædagogerne spiller en helt afgørende rolle.

Så tak.

Derfor skal vi selvfølgelig sige tak til lærerne og pædagogerne på Lærernes Dag. Men måske skal vi
også sige tak for noget mere. Tak for alle de gange, I ser et barn, før barnet selv kan se, hvad det kan.
Tak for de gange, I insisterer på, at eleven prøver én gang mere. Tak for de svære samtaler. Tak for
latteren i klasselokalet. Tak for konflikterne, der bliver løst. Tak for alle de små sejre, som sjældent
kommer på forsiden af en avis, men som betyder alverden for det enkelte barn. Og tak, fordi I hver
eneste dag er med til at lære en ny generation noget, der er vigtigere end at kunne svare rigtigt på et
spørgsmål.

I lærer dem at være en del af et fællesskab. Det er ikke en lille opgave. Det er faktisk en af
de vigtigste opgaver, vi har. For hvis vi vil vide, hvordan vores samfund ser ud om 20 år, behøver vi
måske ikke kigge så langt frem. Vi kan begynde med at kigge ind i klasselokalet i dag. For dér sidder
nogle af dem, der skal bygge videre på det samfund, vi andre har fået lov til at være en del af. Og
foran dem står læreren. Det synes jeg, vi skal huske at være stolte af.

God Lærernes Dag.

Klaus Ødegaard

Kalundborg