Selvfølgelig skal vi have flere familielæger til Kalundborg Kommune

Selvfølgelig skal vi have flere familielæger til Kalundborg Kommune

Selvfølgelig skal vi have flere familielæger til Kalundborg Kommune


Det arbejder vi seriøst med – og vi er flere, der gerne vil tilbyde den attraktive guldstol til familielæger, som overvejer at slå sig ned i Kalundborg.

Lad os først slå fast, at det er en regional opgave at sikre, at alle borgere har mulighed for at være tilknyttet en læge.

Det har optaget os meget i Ældre- og Sundhedsudvalget (ÆSU). Som ansvarlige politikere samarbejder vi naturligvis med Region Sjælland om at få flere familielæger til Kalundborg Kommune, ligesom administrationerne i region og kommune arbejder tæt sammen for at trække i samme retning.

Vi mødes jævnligt med de praktiserende læger, hvor vi lytter til hinanden, udveksler idéer og drøfter, hvilke muligheder de ser for, at vi kan få flere læger til kommunen.

Vi har også inviteret regionsrådsformanden og regionsdirektøren til Kalundborg for at drøfte de udfordringer, vi står med. Alene i år har det indtil videre resulteret i to møder, hvor politikere og administrationer har udvekslet behov og ønsker for fremtidens lægedækning i kommunen.

Og vi kan se på flere af de tiltag, der nu kommer fra Region Sjælland, at de har lyttet til os. I Kalundborg Kommune arbejder vi generelt for at gøre det så nemt og gnidningsfrit som muligt for nye borgere og virksomheder at etablere sig. Det gælder naturligvis også for læger.

Her kan vi bl.a. tilbyde:
• Job-til-partner-ordning
• Bosætningsteam, som bl.a. kan hjælpe med bolig- og lokalesøgning
• Vejledning om dagtilbud og skolevalg
• Information om fritidstilbud og studiemiljø
• Hjælp til netværksdannelse
• Lokalkendskab til kommunens by- og landområder
• Særlig assistance til internationale tilflyttere

Arbejdet stopper ikke her. Smarte ord og vendinger er ikke nok - det kræver “rugbrødsarbejde” og vi kæmper ufortrødent videre.


Peter Jacobsen (DF) Formand for ÆS og Kirsten Rask (S) Næstformand for ÆSU

Del