Læserbrev: Overvægtsområdet kræver ikke flere flotte formuleringer - Det kræver politisk handling og vilje
Overvægtsområdet kræver ikke flere flotte formuleringer - Det kræver politisk handling og vilje.
Afstanden mellem det, vi siger – og det, vi gør – har sjældent været tydeligere end i Region Sjællands Budget 2026.
På papiret forpligter vi os. I praksis løber vi fra det. I budgetaftalen blev der lavet en hensigtserklæring om at styrke indsatsen på overvægtsområdet. Et område, som er en af de største sundhedsudfordringer i vores tid. Det blev fremhævet som vigtigt, nødvendigt og rigtigt.
Men da det kom til stykket, skete der ingenting.
På regionsrådsmødet den 7. april holdt jeg et indlæg, hvor jeg direkte mindede regionsrådet om netop dette: At vi allerede havde lovet at prioritere området – og at det nu ikke fremgik af de konkrete prioriteringer.
Jeg pegede også på det helt centrale: Vi havde 145 millioner kroner til rådighed. En seriøs indsats på overvægtsområdet krævede omkring 10 millioner kroner.
Alligevel blev det ikke prioriteret. Mit indlæg ændrede ikke udfaldet.
Flertallet valgte at se bort fra både behovet og den hensigt, de selv havde skrevet ind i budgettet.
Det er ikke en forglemmelse. Det er et aktivt politisk valg.
Og det valg sender et klart signal: At det, vi skriver i budgettet, ikke nødvendigvis er det, vi reelt vil prioritere.
Det er symbolpolitik.
Kontrasten til virkeligheden udenfor mødelokalet er til at tage og føle på.
Sygehusdirektør på Sjællands Universitetshospital Ricco Dyhr peger på, at andelen af borgere med svær overvægt er steget fra 6,1 pct. i 1987 til 18,7 pct. i dag. Det er ikke en marginal problemstilling – det er en massiv og voksende samfundsudfordring.
Ude på hospitalerne er der både vilje og handling. Der arbejdes med konkrete løsninger som “Et Liv i Balance”, der skal skabe sammenhængende forløb på tværs af sektorer og bringe indsatsen tættere på borgerne. Man er klar til at gøre noget. Men politisk svigter vi.
For hvad hjælper det, at fagfolk udvikler løsninger, hvis vi ikke vil prioritere dem?
Vi står med en situation, hvor dem, der har indsigt i problemerne og arbejder med dem til daglig, efterspørger handling – mens det politiske niveau leverer formuleringer. Det er ikke bare utilstrækkeligt. Det er uansvarligt.
For hver gang vi vælger ikke at handle, vokser problemet. Og regningen bliver større – både menneskeligt og økonomisk. Derfor er det ikke nok at gemme sig bag hensigtserklæringer. Hvis vi mener det, vi siger, så må vi også prioritere derefter.
Ellers må vi være ærlige og indrømme, at vi ikke vil. Overvægtsområdet kræver ikke flere flotte formuleringer.
Det kræver politisk mod.
Og det mod blev ikke vist i Budget 2026.
Helle Laursen Petersen
Medlem Regionsråd Sjælland
Medlem Kalundborg Kommunalbestyrelse