Læserbrev: Når taget får lov at lække, ender regningen i kælderen
Læserbrev: Når taget får lov at lække, ender regningen i kælderen
I årevis har Kalundborg Kommune nedprioriteret vedligeholdelsen af vores bygninger, veje, stier, vandløb og øvrige fælles værdier. Nu kommer regningen. Forfald kommer ikke fra den ene dag til den anden.
Det sker langsomt. Et tag, der ikke bliver repareret. En vandskade, der ikke bliver udbedret. Et vandløb, der ikke bliver vedligeholdt. En bygning, der får lov at forfalde lidt mere år for år. Problemet er, at naturen ikke holder pause, fordi kommunen gør.
I Liberal Alliance har vi siden valgkampen sagt det samme: Vi skal passe bedre på det, vi allerede ejer. Rettidig omhu er ikke et slogan – det er sund økonomi.
Når vedligeholdelse udsættes, bliver små regninger til store regninger. Millioner bliver til tocifrede millionbeløb. Det er præcis det, vi ser flere steder i kommunen.
Svebølle Hallen er et skoleeksempel. Gennem årene har hallen været ramt af vandskader. Men skaderne er ikke blevet håndteret i tide. Resultatet er, at kælderen i dag er lukket på grund af omfattende skimmelsvamp og fugtskader. En af Danmarks ældste skytteforeninger, Viskinge Skytteforening, kan ikke længere bruge sine faciliteter. Det er ikke kommet som en overraskelse. Det er konsekvensen af manglende vedligeholdelse. Nu står vi overfor en dyr regning. Om det ender med en omfattende renovering eller en helt ny hal, må de tekniske og økonomiske analyser vise.
Men én ting står klart: Det bliver langt dyrere end at have vedligeholdt bygningen løbende. Derfor mener Liberal Alliance, at vi skal vende prioriteringerne på hovedet. Før vi bruger anlægsmillioner på nye prestigeprojekter, skal vi sikre, at de bygninger, veje, haller og faciliteter, vi allerede ejer, er i ordentlig stand. For den billigste bygning er ikke den nye. Det er den, man passer ordentligt på.
Vi er derfor indstillet på at afsætte de nødvendige midler til at bringe Svebølle Hallen tilbage i en god og tidssvarende stand – herunder sikre ordentlige faciliteter til Viskinge Skytteforening. For borgerne skal kunne regne med, at deres fælles værdier bliver passet ordentligt på. Det er ansvarlig drift.
Det er sund fornuft. Og det er den måde, Liberal Alliance mener, man driver en kommune på.
Helle Laursen Petersen og Peter Nielsen, medlemmer Kalundborg Kommunalbestyrelse, Liberal Alliance.