Alle os med hunde
Alle os med hunde
Alle os med hunde (selvfølgelig i snor) ville få et stort ønske opfyldt, hvis vi fik et mindre indhegnet område, hvor hundene kunne løbe frit og lege med hinanden.
Jeg ved godt, at der er en hundeskov ved Klosterskoven – men den ligger langt væk, hvis man ikke har bil.
På mine ture langs Strandstien, Lundevej og nede ved stranden møder jeg mange hunde, der tydeligvis ville elske lidt fri leg, men som bliver holdt i snor.
Det fik mig til at tænke på Ellingelund (den gamle skøjtebane). Så vidt jeg ved, bliver området ikke rigtig brugt til noget. Der kunne laves en rigtig fin indhegning, hvor hunde kunne få mulighed for at lege frit.
Jeg har prøvet lignende løsninger på campingpladser, og med ganske få midler og nogle få enkle regler fungerer det super.
Man holder selvfølgelig øje med sin hund og samler op efter den.
Et par bænke at sidde på – og måske små hunde på lige klokkeslæt og store hunde på ulige, så der er plads til begge.
Er jeg den eneste, der synes, det kunne være en supergod idé?
Marianne Iversholt, Kalundborg