Havneparken fortjener bedre

Havneparken fortjener bedre

Havneparken fortjener bedre

Havneparken er et af Kalundborgs flotteste byrum og et område kommunen selv fremhæver som levende samlingssted i hjertet af byen . Placeringen ved fjorden, aktiviteterne og de åbne arealer gør området til et naturligt samlingspunkt for både borgere og besøgende. Derfor er det også trist at opleve, hvordan området gennem flere år synes at være blevet mere og mere nedslidt.

Det handler ikke om en enkelt bænk eller et enkelt bord. Det handler om et mønster.

Når faciliteter bliver slidte eller går i stykker, opleves det ofte, som om de fjernes i stedet for at blive repareret eller erstattet. Et eksempel er legepladsen, hvor den tidligere båd blev fjernet. Tilbage er i dag langt færre legemuligheder end tidligere.

Det samme ses ved opholdsområderne. Bord-bænkesæt er blevet fjernet, mens de tilbageværende fremstår slidte og præget af mange års manglende vedligeholdelse. Bordtennisbordet, som burde være en attraktiv aktivitet for både børn og voksne, fremstår med algebelægninger og mangelfuld rengøring.

Jeg har selv indberettet forholdene til kommunen med billeder og beskrivelse af behovet for rengøring og reparation. Kort efter blev sagen lukket. Resultatet var dog ikke en renovering og rengøring, men at det mest medtagne bord-bænkesæt blev fjernet. De øvrige problemer består fortsat.

Samtidig tales der fortsat om kulturhus projektet på havnen. Men uanset om kulturhuset bliver til noget om få år eller længere ude i fremtiden, bør Havneparken ikke stå i venteposition. Området bruges hver dag af borgere, familier, unge og besøgende, og det fortjener løbende vedligeholdelse.

Derfor vil jeg gerne stille et enkelt spørgsmål til kommunen og byrådet:

Er planen, at Havneparken skal vedligeholdes og udvikles som et attraktivt byrum, eller accepterer man, at faciliteterne gradvist forsvinder og forfalder, mens man afventer en afklaring af kulturhus projektet?

Kalundborg fortjener en levende og velholdt havnepark – ikke en havnepark, der langsomt bliver mindre attraktiv år for år.

Dorte & Jimmi Svane, Kalundborg Camping & Havnegrillen, Kalundborg

Del