Læserbrev: En formand uden indflydelse
En formand uden indflydelse
I et interview til TV-Kalundborg den 10. juli klynker Hans Munk over, at der er for lidt magt i Kultur- og Fritidsudvalget, som han er formand for.
I interviewet kommer Hans Munk med denne bemærkelsesværdige bemærkning:
”..så længe kommunalbestyrelsen er sammensat, som den er, ser det ikke ud til, at der er politisk vilje til at flytte ret mange flere penge til kulturretningen”.
Hov, hvad var nu det?
Hans Munk er medlem af den såkaldte ”Flertalsgruppe” i kommunalbestyrelsen. Undertiden kalder de sig også ”Konstitueringsgruppen”. De kunne med stor ret også kalde sig ”Borgmestergruppen”.
Gruppen har i kommunalbestyrelsen kun et flertal på et medlem. Flertallet udgøres således af Hans Munk.
Selv med Hans Munks erhvervsmæssige baggrund er det jo ikke en Gudgiven betingelse, at Kalundborg Kommune skal have en Venstreborgmester.
Hans Munk kunne jo have afsøgt en anden mulighed for et flertal efter kommunevalget. Jeg er ret sikker på, at han ville have stået stærkt, hvis han i stedet havde peget på Tina Beck-Nilsson som borgmester. Det kunne sikkert have kastet en viceborgmesterpost af sig foruden kulturformandsposten og et flertal, der er mere sympatisk indstillet overfor kulturen.
Samme dag, den 10. juli, gik Hans Munk i ”Nordvestnyt” i rette med erhvervschef Caspar Christensen, som har tilladt sig at mene, at biblioteket bør forblive i midtbyen frem for at blive flyttet ned på havnen. Det er også tråd med konklusionen på den nyligt afholdte konference om udvikling af bymidten.
Hans Munk mener ikke, at biblioteket på sin nuværende placering har skabt noget liv i bymidten. Hvor ved han det fra?
Besøgende til biblioteket og ”Borgerservice” dumper vel ikke ned fra himlen?
Flemming Deenfeldt Hansen
Kalundborg