Så er den gal igen med tangen på Bjerge Sydstrand.
Kære Martin Damm
Så er den gal igen med tangen på Bjerge Sydstrand.
Adskillige dage i april med stærk østenvind har helt åbenlyst ikke formindsket problemet – se fotos sidste side, taget d. 27.5.2026.
Der ligger en nok 20 m bred tang-bræmme langs hele kysten, både mod syd og mod nord, en uoverskuelig barriere, som ingen, slet ikke børn eller dårligt gående, har lyst til eller mulighed for at forcere.
Kalundborg Kommune samt enhver sommerhusudlejer, campingplads, turistforening eller ejendomsmægler må fra dags dato tale mod bedre vidende, hvis de priser de ’smukke, hvide, børnevenlige sandstrande’ på Bjerge Sydstrand – et officielt badepunkt med en fin legeplads, parkeringsplads og toiletter.
De uheldige sommerhuslejere/campister/turister vil klage – og aldrig igen leje sommerhus/campere ved Bjerge Sydstrand. Når de først har set stranden, vil de heller ikke nå at bruge penge i Gørlev/Kalundborg, for de er allerede på vej hjem eller på vej til et sommerhusområde, hvor kommunen sætter handling bag de smukke ord og brochurer, som skal lokke turister til.
De vil også fortælle vidt og bredt om deres dårlige oplevelser til venner, familie, arbejdsplads, Facebook etc.
Vi har alle en interesse i, at stranden igen bliver ren og indbydende, og at alle dens gæster spiser på restauranter, caféer, ishuse; handler i de lokale butikker; besøger turistattraktionerne og sidst, men ikke mindst, kommer igen og igen – og anbefaler stranden og kommunen til deres omgangskreds.
Tangen kan anvendes som biobrændsel – det vil være en win-win!
Lad os nu gøre en fælles indsats før bade- og turistsæsonen for alvor starter.
Så kære Martin Damm - hvornår kan vi mødes for at finde en løsning?
Med venlig hilsen
Marianne Sørensen/Ivan Jørgensen, Strandagervej 7, 4281 Gørlev
Bakket op af foreningen Bjerge Sydstrand Sommerhusejere med ca. 250 medlemmer