Mere til kulturen kræver politisk mod – ikke flere undskyldninger!

Mere til kulturen kræver politisk mod – ikke flere undskyldninger!

Mere til kulturen kræver politisk mod – ikke flere undskyldninger!


Jeg måtte lige læse interviewet med formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Hans Munk, en ekstra gang. 
Ikke fordi jeg og SF er uenig i hans analyse. Tværtimod!

Han peger på, at Kultur- og Fritidsudvalget har for lidt indflydelse, at der mangler penge til kulturen - og at der mangler politisk vilje til at prioritere området. Han konstaterer også, at udvalget kun råder over ganske få midler til udvikling, og at kommunens politiske struktur gør det vanskeligt at løfte området.
Det kan man vel godt være enig i?

Jeg synes, at det bemærkelsesværdige er, at analysen kommer fra et medlem af det meget spinkle flertal, som selv i høj grad har ansvaret for kommunens politiske prioriteringer.

For hvem er det egentlig, Hans Munk efterlyser mere politisk vilje fra? Det er jo flertallet!

Ved konstitueringen efter kommunalvalget havde Radikale Venstre en nøglerolle. Partiet kunne have valgt en anden politisk retning for Kalundborg Kommune. I stedet valgte man at sikre det nuværende flertal.
Den beslutning blev begrundet med, at Radikale Venstre ville sætte et tydeligt politisk aftryk. Partiet skrev blandt andet, at de ønskede at arbejde aktivt for naturen, kulturen, bosætningen samt børn og unge. Samtidig fremhævede de, at det var af afgørende betydning, at der kom mere åbenhed og mere politisk debat – ikke mindst i forbindelse med budget- og planseminarer.

Derfor bliver interviewet også interessant læsning!

For når formanden for Kultur- og Fritidsudvalget efterfølgende fortæller, at der mangler penge, indflydelse og politisk vilje, er det svært ikke at læse det som en erkendelse af, at Radikale Venstre endnu ikke har sat det politiske aftryk, partiet lovede vælgerne.

Det slår mig også, at Hans Munk næsten beskriver den måde, flertallet arbejder på, som om den var en naturlov, der ikke kan ændres.
Men politik er ikke en naturlov – det handler om prioriteringer og om det bilaterale samarbejde. Hvis kulturen skal have flere midler, kræver det naturligvis, at pengene flyttes fra andre områder. Det er netop dét, politik handler om. Og den beslutning kan kun træffes af et flertal.

I oppositionen kan vi argumentere, fremsætte forslag og forsøge at samle opbakning.

Men vi har ikke flertallet.

Det har Radikale Venstre sammen med deres samarbejdspartier. Derfor er min opfordring også enkel.
Budgetforhandlingerne ligger lige om hjørnet.
Hvis Radikale Venstre mener det alvorligt, når de siger, at kulturen skal prioriteres højere, så er tiden kommet til at vise det. Fremlæg et ambitiøst budgetforslag. Prioritér området. Overbevis jeres egne samarbejdspartnere - så er jeh sikker på vi er klar i oppositionen!

Det vil være den bedste dokumentation for, at konstitueringen ikke blot handlede om at sikre et flertal, men også om at skabe politiske resultater.

Hvis ikke nu – hvornår så?

Af Thomas Malthesen Hiorth, kommunalbestyrelsesmedlem for SF

Del