Lad os gøre det lettere at være valgtilforordnet

Lad os gøre det lettere at være valgtilforordnet

Læserbrev: Lad os gøre det lettere at være valgtilforordnet

Vi står endnu en gang foran et valg i Kalundborg Kommune – og endnu en gang risikerer vi at mangle valgtilforordnede.

Det er ikke nogen ny udfordring. Derfor stillede Socialdemokratiet sammen med SF og Enhedslisten allerede i december forslag om at skabe bedre og mere fleksible rammer for valgtilforordnede. Der er nemlig brug for at tænke nyt, hvis vi fortsat skal kunne gennemføre valg på en ordentlig måde.

I dag forventes man typisk at møde klokken 7 om morgenen og blive, til stemmerne er talt op – ofte langt ud på aftenen eller natten. Det er ganske enkelt en for lang dag for mange. Ikke fordi viljen mangler, men fordi det er svært at få til at hænge sammen med arbejde og familieliv. Og fordi det er hårdt at være koncentreret i så mange timer.

Hvorfor deler vi ikke dagen op i vagter? Hvorfor laver vi ikke mere smidige regler, så flere kan deltage – også selvom de ikke kan afsætte en hel dag?

Andre kommuner har for længst erkendt udfordringen. De har gjort det let at melde sig via hjemmesider og arbejder aktivt med at rekruttere nye valgtilforordnede. I Kalundborg har svaret derimod været, at det kan vi drøfte på et planseminar i marts. Med andre ord: det må vente.

På det seneste møde i Økonomiudvalget rejste jeg igen sagen og foreslog, at vi gik i gang med det samme. Det var der desværre hverken forståelse for eller opbakning til fra borgmesterens side.

Det er ærgerligt, for vi burde bruge muligheden for at invitere flere ind i demokratiet. Gymnasieelever og studerende kunne være oplagte, hvis vi gjorde det muligt at deltage på mere fleksible vilkår.

Nu er valget udskrevet, og vi står præcis samme sted som før. Jeg frygter, at vi igen får svært ved at finde valgtilforordnede.

Det behøver ikke være sådan. Med lidt vilje og fantasi kunne vi gøre det langt lettere at bidrage til demokratiet i Kalundborg. Problemet er ikke nyt – men løsningerne venter stadig.

Tina Beck-Nilsson, medlem af KB for Socialdemokratiet.

Del