Kvinde med hjerte af guld eller møgkælling
Børnene fra børnehjemmet gik med træsko, altid nypudsede, det sørgede de selv for, og fodtøjet gav heller ikke anledning til drillerier, siger Kim. Det var gammeldags træsko med hælkappe næsejern.

Af journalist Sonja Husted Rasmussen
Vidt forskellige mening om, hvordan det var at bo på Viskinge Børnehjem. Kim Lentz var glad for årene på børnehjemmet.
- Nogle af os havde det godt, andre ikke.
Sådan bedømmer Kim Lentz livet på Viskinge Børnehjem, hvor han boede fra han var 11 år, til han var 23. I dag er han 71.
Han ved godt, at nogle af børnene fra dengang syntes, at forstanderinden, plejemor Gerda Houlberg Christiansen, var en forbandet møgkælling. Selv synes han, hun var en kvinde med et hjerte af guld, og det har han mange eksempler på:
- Hun holdt med os og passede på os. Vi var hendes børn. Hun var flink ved mig, men jeg ved, at andre følte, at hun var forfærdelig. Hun var omsorgsfuld men da også en diktator, for det var hende og kun hende, der bestemte.
Ballademager
Kim fortæller, at han blev anbragt på børnehjemmet, fordi han ikke kunne opføre sig ordentligt. Han er vokset op i Telemarksgade i Sundholmkvarteret på Amager og beskriver sit hjem som trygt. Hans mor var hjemmegående, og han havde to små søstre.
Skolen var ikke det sted, hvor Kim tilbragte mest tid. Der kom han højst hver anden dag. Ellers fordrev han tiden sammen med kammeraterne med at skyde med slangebøsse, så det bragede, efter gadelamper og andre interessante mål. Om vinteren brækkede de ærmerne af de skjorter, der hang til tørre på tørrepladsen.
Børneværnet kom på besøg og snakkede med hans mor og far, og bagefter fik han at vide, at han skulle et andet sted hen og bo. Det skete i sommerferien 1964. Kim mindes ikke, at det gjorde ham ked af det, og han fandt sig hurtigt tilrette på Viskinge Børnehjem. Den dag i dag kan han i detaljer beskrive børnehjemmets indretning. Han begyndte i 5. klasse på Viskinge-Aunsø Centralskole, i dag Svebølle Skole, og det gik fint, husker han, bortset fra at han hadede faget dansk som pesten. Der var ingen drillerier, og skulle det ske, at de andre børn råbte børnehjemsunger efter de små fra børnehjemmet, var de store der straks og forsvarede dem:
- Så klappede vi dem nogen. Vi passede på hinanden!
Børnene fra børnehjemmet gik med træsko, altid nypudsede, det sørgede de selv for, og fodtøjet gav heller ikke anledning til drillerier, siger Kim. Det var gammeldags træsko med hælkappe næsejern.
Disciplin men uden spanskrør
Der var disciplin på børnehjemmet, og der kunne godt vanke et drag over nakken, hvis man ikke opførte sig ordentligt. Spanskrør har Kim aldrig oplevet i brug.
- Vi lærte at opføre os ordentligt, tale pænt til hinanden og respektere andre mennesker – og i øvrigt at holde styr på økonomien, husker Kim som noget af det, han fik ud af opholdet i Viskinge, og som han har taget med sig videre i livet.
Han ved godt, at mange var bange for plejemor, for hun var en myndig dame, men selv havde Kim et godt forhold til hende, for man kunne snakke med hende, oplevede han.
Som blommen i et æg
Engang bankede et af de andre børn og han på hendes dør en aften. Deres ærinde var, at de gerne ville flytte over i et havehus, der stod tomt. Det fik de lov til, mod at de selv sørgede for at gøre rent – og de syntes, de fik det som blommen i et æg.
Plejemor sad for bordenden, når der blev spist middag. Der var altid to retter mad, for eksempel suppe først og derefter kød og kartofler. Plejemor fik derimod serveret begge retter samtidig. Det blev der talt meget om, og en dag blev hun spurgt, hvorfor de ikke måtte få retterne samtidig. Det må I da også godt, jeg troede bare, I helst ville have dem hver for sig, sagde hun. Siden da fik alle maden på samme måde som plejemor.
- Hun var til at tale med, hun var lydhør, oplevede Kim.
I øvrigt skulle man ikke sige, at man ikke kunne lide maden. Så fik man dobbelt portion. Hvidkålsuppe, der ofte stod på menuen, var ikke populær, men man lærte ikke at rynke på næsen.
Børnene skulle arbejde for eksempel i den meget store have, og det fandt Kim helt i orden. Engang spurgte gartneren, hvilke bede han helst ville passe. Det fortalte han og spurgte, om han måtte beplante dem med rækker af tagetes. Det fik han lov til og nød at pusle om de gule blomster.
Husflid til basar
Op til jul blev der holdt basar og solgt husflidsting, som børnene havde fremstillet. Kim har stadig en elefant og en hejre, som han lavede i træ.
Han fortæller, at pengene, der kom ind ved salget, blev brugt til en tur i Det kongelige Teater for alle.
Den detalje bliver husket forskelligt, og andre tidligere børnehjemsbørn fortæller, at pengene gik til en ny bil til plejemor eller dyre kinesiske dukker, som hun samlede på.
Ikke tomhændet derfra
Efter skolen kom Kim i lære som elektriker i Svebølle, det fag valgte han efter at han havde været i erhvervspraktik som elektriker i Kalundborg. Han blev udlært i 1975 og rejste først i 1976 som 23-årig fra børnehjemmet og flyttede ind på et lejet værelse i Kalundborg.
Børnehjemmet sørgede for udstyr til den nye bolig:
- Vi blev ikke sendt tomhændet derfra, siger Kim.
Han var ikke den eneste lærling, der blev boende på børnehjemmet. På det tidspunkt boede der seks lærlinge dér. Da Kim fyldte 18, sagde plejemor, at hvis det var rigtigt, skulle han flytte ud nu. Det syntes hun ikke, han skulle: Du skal have lov til at blive færdig med din læretid, så jeg søger om, at du kan blive boende.
Sådan blev det, og glad var Kim.
Farvel til plejemor
Plejemor rejste i 1974 midt i sommerferien, og Kim var den eneste, der var der og sagde farvel den morgen. Hun flyttede til Aarhus, og Kim besøgte hende flere gang og hjalp hende blandt andet med at sætte hylder op.
Så overtog Tove og Børge ledelsen, og Kim har bevaret kontakten med Tove, som han jævnligt taler med.
Nu skal Kims barndomshjem rives ned, og han har besøgt stedet og taget billeder derfra. Han kunne konstatere, at bordene og bænkene, der blev brugt, når de om sommeren spiste udenfor, stadig står der. Han har også været på Bjergsted Lokalhistoriske Arkiv i Svebølle Aktivitetscenter for at se arkivalier fra Viskinge Børnehjem.
Kims mor døde sidste år, og han ville gerne vide mere om, hvorfor han egentlig blev flyttet til børnehjemmet. Han har forsøgt at finde noget om sin historie i Rigsarkivet, men det er ikke lykkedes.
Viskinge Børnehjem viger for motorvejen
I Viskinge Børnehjem samledes søskendeflokke