Kvinde er uden for livsfare

Lige over middag fredag blev en 90-årig kvindelig cyklist ramt af en højresvingende lastbil i krydset Bredagde/Vænget i Kalundborg.

Kvinde er uden for livsfare
Fredag over middag skete der en alvorlig trafikulykke i krydset ved Vænget og Bredgade i Kalundborg. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fredag over middag skete der en alvorlig trafikulykke i krydset ved Vænget og Bredgade i Kalundborg. En cyklist blev ramt af lastbil, da denne svingede til højre i krydset.

Lige over middag fredag blev en 90-årig kvindelig cyklist ramt af en højresvingende lastbil i krydset Bredagde/Vænget i Kalundborg. Hun blev ramt på højre side af lastbilen, men blev fundet på venstre side efter ulykken.

Chaufføren, en 51-årig mand fra Georgien, overså cyklisten, som skulle lige ud ad Bredgade. Kvinden blev ramt på underkroppen, men var ved bevidsthed da ambulancen kom frem. Lægehelikopteren fløj til helikopterpladsen på Stejlhøj, da helikopteren ikke kunne lande nær uheldsstedet.

Bilinspektøren og specialister fra Tungvogns Center Øst blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og lastbilen, krydset var derfor afspærret indtil omkring kl. 15 fredag.

Den 90-årige blev fløjet til hospitalet med alvorlige skader, men hun blev meldt stabil, og ved en senere opfølgning blev det bekræftet, at hun var uden for livsfare. Den 51-årige udenlandske mand blev taget med på politistationen, hvor han blev afhørt med tolk. Han blev sigtet for at overtræde sin vigepligt og derved forårsage uagtsom legemsbeskadigelse. Han fik herefter lov til at gå, da der ikke var grundlag for at varetægtsfængsle ham. Nu afventer bilinspektørens erklæring, hvorefter sagen vil blive behandlet ved et senere retsmøde.

Del