Kvik 16-årig pige greb ind da hun så tricktyveri

En 16-årig pige havde øjnene med sig, da hun forleden så, at en ældre herre var ved at blive svindlet i Kalundborg.

Kvik 16-årig pige greb ind da hun så tricktyveri

Af Jens Nielsen

En ung pige forhindrede, at en tricktyv fik noget ud af sit svindelnummer ved en hæveautomat i Vænget i Kalundborg. Nu opfordrer politiet hende til at søge ind til politiet når hun bliver 18 år.

En 16-årig pige havde øjnene med sig, da hun forleden så, at en ældre herre var ved at blive svindlet i Kalundborg.

Den 78-årige mand stod ved en hæveautomat i Vænget i Kalundborg, da han blev kontaktet af en yngre mand, der gjorde ham opmærksom på, at der lå et papir på gaden. Da den ældre herre bukkede sig ned for at se, om det var hans papir, så tog den ”hjælpsomme” fyr lynhurtigt mandens hævekort ud af automaten og skiftede det ud med et andet kort.

Han havde forinden formentligt afluret den 78-åriges pin-kode, men den snarrådige pige valgte med det samme at gribe ind.

Hun forsøgte først at tage kontakt til den yngre fyr, men han valgte at stikke af fra stedet. I stedet forklarede hun den 78-årige, hvad der var sket, rådede ham til at få spærret sit dankort med det samme, så tricktyven ikke kunne nå at hæve nogle penge.

Det viste sig, at det kort, som var blevet sat ind i automaten, i forvejen var meldt stjålet.

”Hvis hun har lyst til at søge ind i politiet, så er vi klar til at tage imod, så snart hun fylder 18,” skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Del