Kunstmuseum i Kaalund Koster?
Kunstmuseum i Kaalund Koster?
Den 5. januar foreslog Anna von Lowzow at indrette Kaalund Kloster til kunstmuseum. Hun giver en lang liste over lokale ankerkendte kunstnere, som kunne danne grundlag for et sådant museum.
I virkeligheden går hun noget længere end Lundbyekomitéen, som i februar 2024 sendte en anmodning til Kalundborg Kommune om støtte til en ide om etablering af et ”Lundbye Engelhardt Kunstmuseum” i Kalundborg Kommune.
Komitéen beskrev selv kunstmuseet som et kulturprojekt, der ville løfte Kalundborg op i den kulturelle superliga. Kort sagt: Et kulturelt fyrtårn.
Anna von Lowzows forslag er mere vidtfavnende end et ”Lundbye Engelhardt Kunstmuseum”, og det vil i højere grad være interessant for en bredere offentlighed i hele Danmark.
Allerede dagen efter Anna von Lowzows indlæg var der i avisen et interview med kulturudvalgsformanden, Hans Munk, som var meget entusiastisk med hensyn til at anvende Kaalund Kloster til kunstmuseum. Man får næsten indtryk af, at det er hans eget forslag, hvad det jo ikke er. Men godt at vi allerede nu har formandens fulde opbakning til projektet.
Han bliver hjulpet i sin entusiasme af kommunalbestyrelsesmødet den 19. marts 2024, hvor et flertal vedtog at tilkendegive en principiel støtte til, at Lundbyekomitéen arbejder videre med etablering af et kunstmuseum, og man gav administrationen mandat til at arbejde videre med forslag til en mulig placering.
Nu er placeringen der!
Kommunalbestyrelsen bør derfor nu tage en principiel beslutning om, at Kaalund Kloster skal rumme et kunstmuseum.
Det kommer naturligvis til at koste mange penge, og det bliver Hans Munks opgave at overtale kommunalbestyrelsen og især borgmesteren til at fremskaffe den fornødne finansiering. Der kan man jo godt blive urolig. For det er jo ikke de bedste erfaringer, vi har med Hans Munks evne til at få igangsat selv allerede vedtagne kulturprojekter.
Opgaven med at projektere et kunstmuseum bør være et samarbejde mellem kommunen, Lundbyekomitéen og Kunstforeningen.
Både Lundbyekomitéen og Kalundborg Kunstforening har stor erfaring med at opspore og låne kunstværker
Det er min egen erfaring fra min fortid som erhvervschef, at et seriøst projekt godt kan finde sponsorer til den indledende fase.
Det tror jeg også vil være muligt med dette projekt. Mon ikke man skulle kunne finde en hovedsponsor?
Flemming Deenfeldt Hansen