Kunstforening åbnede ny udstilling med Jesper Palm
Kalundborg emmede af kultur lørdag, hvor der både var litteraturfestival i byen, men Kalundborg Kunstforening holdt også fernisering på en udstilling med Jesper Palm.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Mens Kalundborg Litteraturfestival buldrede løs i Kalundborg-Hallerne, på biblioteket og flere andre steder, bød Kalundborg Kunstforening ind med en fernisering med en lokalfødt kunstner.
Udstillingen, der er kunstforeningens næstsidste i år, bød på værker af Jesper Palm og havde overskriften 'I landskabets spor'.
Samtidig med ferniseringen var der både byvandring og forfattere på scenen i Hal 1 og på biblioteket, men kunstinteresserede havde alligevel fundet vej til Bispegården og ville tage de udstillede værker i nærmere øjesyn.
Jesper Palm er født lidt syd for Kalundborg med naturen som nærmeste nabo, og gennem en årrække har han arbejdet med landskabet i både malerier og grafiske værker. Han forklarer selv, at arven fra Lundbye er til stede, men at man ikke længere maler landskaber i et romantisk skær.
”Uskylden er fordampet og er erstattet af en årvågenhed over for et misbrug af den. Som kunstner er en billedverden med naturen som udgangspunkt et uendeligt og rigt reservoir, der bør udforskes både med øjet og sindet,” beskriver Jesper Palm sine værker.
Landskabet er fortsat omdrejningspunktet, men optræder med forskellig grad af genkendelighed. Udstillingen rummer både malerier og cirkelformede trykplader i forskellige størrelser, der fremhæver farve og form.
Udstillingen er støttet af Grosserer L.F. Foghts Fond.