Kulturperler + engagerede borgere og erhvervsliv = en visionær kulturpolitik

Kulturperler + engagerede borgere og erhvervsliv = en visionær kulturpolitik

Kulturperler + engagerede borgere og erhvervsliv = en visionær kulturpolitik

I Kalundborg findes der kulturperler og engagerede borgere, som virkelig kan inspirere.
For nylig tog jeg en pause fra valgkampen og deltog i Kalundborg Turistforenings arrangement med Anna von Lowzow. Emnet var kulturens muligheder, og vi diskuterede det store potentiale, Kalundborg har som kulturby.

Efter Annas oplæg blev snakken livlig, og idéerne fløj rundt. Vi har allerede et blomstrende kulturliv i kommunen, hvilket er rigtig godt. Men vi skal også turde være mere ambitiøse, drømme større og lave langtidsholdbare planer. Vores nabokommuner har teatre, kulturhuse og kunstmuseer. Det har Kalundborg så slet ikke og borgerne må derfor begive sig ud på længere ture rundt om på Sjælland for at få tilfredsstillet et kulturbehov, som burde være at finde hos os selv.

Hos Socialdemokratiet har kultur altid været en kerne i vores politik – det er en del af vores DNA. At hævde, at Kalundborg blot er en ’arbejderby’, og derfor kun handler om fodbold og håndbold, er stærkt forsimplet. Kultur bidrager til fællesskab, lighed og muligheder for alle, uanset baggrund.

Kalundborgs potentiale er stort. Hvad med at etablere et kunstmuseum i Kålund Kloster? Jeg ved, at der måske er andre planer for den gamle bygning, men for mig ville det være ideelt at bruge den smukke bygning til et kunstmuseum, hvor lokale kunstnere kan udstille, og hvor der løbende kan vises nye udstillinger.

Kunst i byrummet giver daglig glæde for os, der bor her, men tiltrækker også turister, som ønsker at opleve vores by og dens rum.

På mødet med Anna von Lowzow blev jeg meget inspireret af den store iderigdom og engagement, der var i lokalet. Det er vigtigt, at vi som kommune aktivt arbejder for at udvikle vores kulturliv – både på kort og lang sigt. Vi skal samarbejde med de mange borgere, der har gode idéer.

Vi kommer måske ikke til at lykkes med alt, men hvis vi kan skabe mere kultur – både store ’kulturfyrtårne’ og den daglige kultur i hele kommunen – vil det kunne skabe en smukkere og mere livskraftig kommune, som gavner os alle.

Tina Beck-Nilsson, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet

Del