Kulturdebat om Kalundborg

Kulturdebat om Kalundborg

Læserbrev: Kulturdebat om Kalundborg 

Den 23. september havde Niels Erik Danielsen et læserbrev, hvor han referere til nogle indlæg, jeg har haft i Nordvestnyt. For en ordens skyld skal jeg derfor her give et resume af mine betragtninger:

Baggrunden for sommerens kulturdebat er Anna von Lowzow sønderlemmende kritik af bl.a. Kalundborgs kulturliv i Berlingske den 15. maj. Hun uddybede det i et læserbrev den 11. september, hvor hun efterlyste en kulturpolitik for Kalundborg Kommune, idet hun forgæves har søgt efter den på nettet.

I interview i avisen den 14. september afviste formanden for kultur- og fritidsudvalget Hans Munk, at der ikke findes en synlig kulturpolitik i kommunen ”Det kompas findes på kommunens hjemmeside”, fastslog han.

Jeg havde selv haft et behov for at læse kommunens kulturpolitik og søgte derfor den 29. august på kommunens hjemmeside. Her kunne jeg kun finde en kulturpolitik, for perioden 2013 til 2020, som jeg downloadede. Jeg efterlyste derfor samme dag på mail til Hans Munk en aktuel kulturpolitik for Kalundborg Kommune. Jeg fik svar på mail tre dage (!) efter, den 1. september, med link til politikken på kommunens hjemmeside.

Den downloadede jeg også.

Til min store overraskelse er teksten nøjagtig den samme som den, jeg downloadede 29. august men med nogle signifikante udeladelser:

I udgaven den 29. august kunne man læse følgende:

Kultur- og Fritidspolitikken for Kalundborg Kommune angiver retningen for udviklingen af kunst, kulturliv, idræt og foreningsliv frem mod 2020. 

I udgaven den 1. september er ordene ”frem mod 2020” slettet. Men ellers er teksten fuldstændig uændret.

I udgaven den 29. august kunne man også læse følgende: Vision, Innover eller dø! Kalundborg Kommune år 2020

Kalundborg er en oplevelseskommune i udvikling og vækst

I udgaven den 1. september er ordene ”Kalundborg Kommune år 2020” slettet. Men ellers er teksten fuldstændig uændret.

I udgaven den 29. august kunne man også læse følgende:

Virkeliggørelsen af visionen og ambitionerne fordrer, at alle gode kræfter i kommunen arbejder aktivt med.

Vi glæder os til at begynde arbejdet i 2013. 

I udgaven den 1. september er ordene ”Vi glæder os til at begynde arbejdet i 2013” slettet. Men ellers er teksten fuldstændig uændret.

Jeg går ud fra, at forvaltningen har forfattet den oprindelige tekst i 2012, som siden hen er blevet vedtaget politisk.

Da der udover mine fremhævelser ikke er ændret et komma i teksten fra 2012, bliver den visse steder fuldstændig absurd, når man læser den, som om den er kommunens aktuelle kulturpolitik anno 2023.

Hvad skal man mene om denne form for misinformation af borgerne?

I Nordvestnyt den 20. september blev Hans Munk citeret for, at han ikke kan se nogen ide i at bruge kræfter på at revidere kulturpolitikken 2013-2020, da han synes, den stadig er dækkende. Men det gav artiklen imidlertid nogle eksempler på ikke passer.

Hans Munk arvede posten som udvalgsformand efter fuldblodspolitikeren Ole Glahn, som fratrådte 1. april 2021. Hans Munk som er tidligere metodistpræst blev genvalgt ved kommunevalget i november 2021. Nu skulle man jo tro, at en præst ville være særligt god til tekstanalyse, for så ville han forstå den egentlige betydning af teksten i kulturpolitikken 2013-2020, hvor visionen for Kalundborg Kommune år 2020 lød: ”Kalundborg er en oplevelseskommune i udvikling og vækst. Borgere, virksomheder og kommune samarbejder om at skabe lærende, kulturelle tilbud af høj kvalitet, hvor flere deltager aktivt og bidrager til at øge kommunens attraktionsværdi for borgere, turister og virksomheder o.s.v”

Det betyder på godt dansk: ”Når vi i 2020 har opfyldt denne kulturpolitik, så vil Kalundborg være en oplevelseskommune o.s.v.”

Modsat den manipulerede kulturpolitik, som fremgår af kommunens hjemmeside i dag, hvor der uden årstalsangivelse står den samme tekst. Men her betyder teksten så, ”at Kalundborg allerede i dag er en oplevelseskommune o.s.v”.

Og det stemmer ikke helt overens med virkeligheden, vel?

Jeg spekulerer på, om kulturudvalgets medlemmer var indkaldt til møde, inden formanden fik forvaltningen til at ændre teksten i kulturpolitikken. Hvis medlemmerne da overhovedet kendte teksten inden. De er:

Esben Hansen, Socialdemokratiet (næstformand), Aase Due, Socialdemokratiet, Jacqueline Hersing, Venstre og Mustapha Badre, Venstre

Det er stadig muligt ved selvsyn at se hele teksten på: https://www.kalundborg.dk/politik/planer-politikker- og-strategier/politikker/kultur-og-fritidspolitik, hvis man skulle have lyst.

Flemming Deenfeldt Hansen

Kalundborg

Del