Kultur er nøglen til bedre skoler i Kalundborg

Kultur er nøglen til bedre skoler i Kalundborg

Kultur er nøglen til bedre skoler i Kalundborg

Når vi taler om skoler, handler det ofte om karakterer, trivsel og økonomi. Alt det er vigtigt, men der er en brik, vi for sjældent får med i debatten: kulturen. Forskning viser nemlig, at børn, der møder kunst og kultur – teater, koncerter og udstillinger – bliver bedre læsere, får større ordforråd og bliver mere engagerede i skolen.

Et amerikansk studie viste for eksempel, at elever, som oplevede klassiske teaterstykker på scenen, fik en langt bedre forståelse af både handling og sprog end dem, der kun havde læst teksten eller set filmen. Børnene blev også bedre til at forstå følelser og sociale signaler – kompetencer, der er vigtige både i klasseværelset og i livet udenfor. Andre undersøgelser viser, at musikundervisning og koncerter styrker læsehastighed og tekstforståelse. Kort sagt: Når børn får kulturen ind under huden, bliver de også bedre til at læse og lære.

Hvis vi vil give børnene i Kalundborg den bedst mulige start, bør vi derfor tænke kultur ind i skoledagen. Forestil dig, at alle børn i kommunen flere gange om året kom i teatret, til koncert eller på kunstudstilling. Ikke langt væk, men i vores egne skoler. Og at lærerne fulgte op med øvelser, hvor oplevelserne blev brugt aktivt i fx dansk, engelsk eller historie med skriveopgaver, fortolkninger eller rollespil. Så bliver kultur ikke en pause fra undervisningen, men en del af den. Det er ikke for at lægge mere på lærernes skuldre – tværtimod kan kommunen støtte op ved at bruge de konsulenter, vi allerede har ansat, til at lave undervisningsforløb, som lærerne kan tilpasse og tage med ind i klassen.

Vi har allerede kulturbussen, men vi kan gøre mere. Kalundborg rummer stærke lokale aktører: Musikskolen, KAT, Kalundborg Museum, de lokale festivaler og kunstudstillinger. Med et tættere samarbejde mellem skoler og kulturinstitutioner kan vi få langt mere ud af de tilbud, der allerede findes – uden at det behøver koste en formue.

Vi kunne kalde det ”Kultur for læseglæde”, ’’Kulturforråd’’ eller ’’Lad os tage vores børn seriøst nu’’– et initiativ, hvor kultur målrettet bruges til at styrke børns sproglige udvikling.

For os er dette en borgerlig og kommunal kerneopgave: at bruge ressourcerne klogt, styrke det lokale fællesskab og give vores børn de bedste redskaber til at klare sig selv. Når vi investerer i kultur til børn, investerer vi ikke i pynt, men i stærkere læsere, mere nysgerrige elever og et rigere lokalsamfund.

Kalundborg har potentialet til at blive kendt som kommunen, hvor kultur og skole går hånd i hånd – hvor vi ikke bare taler om at hæve karaktererne, men faktisk gør noget, der virker. Vi skylder vores børn både faglighed og livsglæde. Og kulturen er en nøgle, vi endnu ikke har brugt godt nok.

Mikkel Egede Herskind, skolelærer og kandidat til kommunalvalget for det Konservative Folkeparti.
Henriette Ergemann, skolelærer og kandidat til kommunalvalget for Frit Borgerligt Fællesskab.

Del