Kriseparat i Nyvangskirken: Lær at klare dig selv i tre døgn

Med øget fokus på beredskab og samfundssikkerhed sætter arrangementet spot på, hvordan helt almindelige borgere kan forberede sig.

Kriseparat i Nyvangskirken: Lær at klare dig selv i tre døgn
Onsdag den 25. februar inviterer Nyvangskirken til et aktuelt og samfundsrelevant arrangement. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Onsdag den 25. februar inviterer Nyvangskirken til et aktuelt og samfundsrelevant arrangement, når Beredskabsforbundet holder oplægget ’Kriseparat – klar dig selv i 3 døgn’.

Beredskabsforbundet er en organisation, der samler og styrker frivillige på tværs af Danmarks beredskaber. De arbejder med at uddanne borgere i at forebygge ulykker og ruste sig til at håndtere krisesituationer.

Med øget fokus på beredskab og samfundssikkerhed sætter arrangementet spot på, hvordan helt almindelige borgere kan forberede sig, hvis strømmen går, vandforsyningen svigter eller andre kriser rammer. Deltagerne får konkrete og enkle råd til, hvordan husstanden kan forberedes, hvad der bør være i hjemmet, og hvordan man bevarer ro og overblik i en presset situation.

Også fokus på naboskab og fællesskab

Oplægget handler ikke kun om praktiske forberedelser. Der sættes også fokus på naboskab og fællesskab. Selvom budskabet er, at man skal kunne klare sig selv i tre døgn, understreges betydningen af at stå sammen og hjælpe hinanden.

“Den danske folkekirke har også et ansvar for at understøtte samfundet. At hjælpe hinanden og sig selv er en del af næstekærlighedsbudet. Kriseparathed handler ikke kun om dåsemad og batterier – det handler også om fællesskab og omsorg,” siger præst i Nyvangskirken, Tina Stege Lindstrøm.

Arrangementet, onsdag den 25. februar kl. 16, er åbent for alle – også for dem, der ikke til daglig kommer i kirken. Der er gratis adgang, og kirken byder på en kop kaffe.

Del