Krigssejlerne fra Kalundborg

For nogle krigssejlere fra Kalundborg blev glædesbudskabet om Danmarks befrielse den 5. maj 1945 imidlertid vendt til stor sorg i tiden efter.

Krigssejlerne fra Kalundborg
MS ARGENTINA, som blev torpederet af en tysk ubåd i marts 1940. Som følge af de danske myndigheders anbefaling sejlede skibet alene og fuldt oplyst om natten. Det blev skæbnesvangert for både skib og mandskab. Skibstømrer Boye Henrik From Hansen fra Kalundborg omkom i forbindelse med forliset. Foto: M/S Museet for Søfart

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Den 4. maj er fortsat en særlig aften i mange danske hjem, for da tændes der lys i vinduerne, når mørket falder på. Det gør vi som symbol på Danmarks befrielse i 1945 - et symbol på frihed.

En forårsaften i 1945 lød budskabet i radioen fra BBC i London, at de tyske tropper havde overgivet sig, og Danmark ville være frit igen den 5. maj efter fem lange år med tysk besættelse (der gik lidt længere tid på Bornholm).

Glædesbudskab blev vendt til stor sorg 

For nogle krigssejlere fra Kalundborg blev glædesbudskabet om Danmarks befrielse den 5. maj 1945 imidlertid vendt til stor sorg i tiden efter.

”I dag er det præcis 80 år siden, at Danmark blev befriet. Den dag i maj 1945 boede der to familier i Birchsgade i Kalundborg, som så hinanden privat. Den ene var familien Helene og Hans Christian Hansen. De boede i Birchsgade 1. Der havde Helene en rullestue og hendes mand, Hans Christian, var arbejdsmand på havnen.Den anden var familien Kirsten Marie og Rasmus Nicolai Petersen. De boede i Birchsgade 4. Kirsten var hjemmegående og hendes mand, Rasmus Nicolai, var musiker,” fortæller Michael Jamni Nielsen, der, sammen med Ivar Svane, står bag Facebooksiden ’Kalundborg Maritim Formidling’, der handler om maritim formidling med afsæt i Kalundborg.

Michael Jamni Nielsen fortæller, at begge familier glædede sig til snart at kunne gense deres sønner, som de ikke havde set i mange år. Helene og Hans Christian Hansen i nummer 1, glædede sig til at se deres ældste søn Hilmar, som de ikke havde set siden før Danmarks besættelse fem år før. På tilsvarende vis glædede Kirsten og Rasmus Nicolai Petersen i nummer 4, sig til snart at få mulighed for at gense deres eneste søn, Willy Buchtele, som de ikke havde set i næsten 25 år. Men glæden over befrielsen blev efterhånden afløst af forfærdelige nyheder for de to familier.

”Først modtog Kirsten og Rasmus Nicolai et brev fra deres søn Willys norske kone. I brevet stod, at deres søn var blevet dræbt ved det japanske angreb på Pearl Harbour den 7. december 1941. Senere modtog Helene og Hans Christian beskeden om, at deres søn, Hilmar, var savnet i Middelhavet i 1943. Willy Buchtele Petersen, som havde skiftet navn til William ”Bill” Buchtele, var påmønstret som overstyrmand på det amerikanske fragtskib CYNTHIA OLSON, da det den 7. december 1941, blev sænket af en japansk ubåd. Hans lig blev aldrig fundet. Hilmar Hansen var som donkeymand påmønstret LARS KRUSE, der sejlede i Allieret tjeneste. Den 2. december 1943 lå skibet i den italienske havneby Bari med en ladning flybrændstof, da det blev sænket ved et kraftigt tysk luftangreb med 105 bombemasker. Angrebet er i eftertiden blevet kaldt for ”Little Pearl Harbour”. Hilmar Hansens lig blev heller aldrig fundet,” fortæller Michael Jamni Nielsen, og fortsætter: ”Det er tvivlsomt om hans mor Helene, der levede frem til 1984, nogensinde fik vished for, hvad der var sket med ham. Hilmars fætter, Jørgen, har fortalt mig, at det først var i 2010, da han læste Henrik Krügers bog ”Sømænd i Helvede”, at han og resten af familien fik kendskab til Hilmars skæbne.”

Ni krigssejlere med relation til Kalundborg mistede livet 

Ni krigssejlere med relation til Kalundborg mistede livet under Anden Verdenskrig. Udover Bill Buchtele (39 år) og Hilmar Hansen (26 år) var det:

  • *Matros Frode Agerlund Pedersen fra Andaks (22 år). Omkom da hans skib, HANNE, blev minesprængt nær Storbritannien i december 1939.
  • * Skibstømrer Boye Henrik From Hansen (28 år). Omkom da hans skib ARGENTINA blev torpederet af en tysk ubåd i marts 1940.
  • * Smører Carl Vilhelm Thers Nielsen (21 år). Omkom da hans skib BORINGIA blev torpederet af en tysk ubåd i Syd Atlanten den 8. oktober 1942.
  • * Hovmester Knud Carl Peter Thers Nielsen (28 år). Omkom da hans skib BIC ISLAND blev torpederet af en tysk ubåd i Nord Atlanten den 29. oktober 1942. Han var i øvrigt storebror til Carl Vilhelm Thers Nielsen.
  • * Fiskeskipper Hans Vang Bærentsen Larsen (26 år). Omkom da hans kutter, LISSI, blev minesprængt nord for Gilleleje i juni 1943.
  • * Bådsmand Peter Villy Frank Rasmussen (41 år). Omkom da hans skib PANAMA kæntrede i en storm i Atlanten i april 1945.
  • * Matros Otto Larsen. Det er desværre ikke lykkedes at finde oplysninger om Otto Larsen. Vi ved kun at han var matros og oprindelig fra Kalundborg- området. (For god ordens skyld skal det tilføjes, at sidstnævnte ikke er identisk med en 3. mester med samme navn, der også omkom under krigen. Han var fra Midtsjælland og var påmønstret skibet JÆGERSBORG).

Foredrag om de danske krigssejlere

I aften, den 5. maj kl. 19-21, afholder Morten Bach fra Dansk Metal Søfart foredrag om de danske krigssejlere under Anden Verdenskrig. Foredraget foregår på Kalundborg Søfartsmuseum på adressen Bethesdagade 20 i Kalundborg (den tidligere frimenighedskirke).

Del