Få historien bag krigssejlerene fra Kalundborg

Ni krigssejlere med relation til Kalundborg mistede livet under 2. verdenskrig. Michael Jamni Nielsen har ved en utrættelig indsats fundet frem til historien bag otte af dem.

Få historien bag krigssejlerene fra Kalundborg
Michael Jamni Nielsen fordyber sig i tidsbilledet: Kalundborg Folkeblad på Kalundborg Lokalarkiv, hvor alle årgange er arkiveret. Foto: Sonja Husted Rasmussen

Af journalist Sonja Husted Rasmussen  sonjahustedrasmussen@gmail.com


På mindestenen på Sct. Olai Kirkegård for omkomne søfolk står der ni navne på de krigssejlere med relation til Kalundborg, der mistede livet under 2. verdenskrig. Hvem var de?

Det satte Michael Jamni Nielsen sig for at finde ud af, og takket være hans utrættelige indsats kender vi nu
historien bag otte af de omkomne.
Det piner ham, at han endnu mangler en, nemlig matros Otto Larsen, og kender man Michael ret, skal han nok grave hans historie frem også.

Da mindestenen blev sat op og indviet den 29. august 1949 for at markere flådens sænkning i 1943 på netop den dato, indeholdt den kun syv navne. Siden kom Hilmar Hansens og Villy Buchtele Petersens navne til, for dengang vidste man ikke, hvad der var sket med dem.

Hvert år holdes der en lille mindehøjtidelighed ved stenen kl. 11 på den søndag, der ligger tættest på våbenstilstandsdagen, Remembrance Day, for afslutningen på 1. verdenskrig. Peter Hermann står for det formelle.
Samme dag holdes der en mindehøjtidelighed ved mindestenen for de omkomne flyvere. Den står også på Sct. Olai Kirkegård. Den del af ceremonien står Robert Lynch for.

Kalundborg Havn tiltrak Michael Nielsens maritime interesse opstod allerede, da han i drengeårene ofte færdedes på Kalundborg Havn. Han lyttede til mange gode historier fra søfolkene. Da han fik et kamera i konfirmationsgave, begyndte han at fotografere, og han samlede historier og illustrerede dem med sine egne billeder.

Hver gang han fandt historier fra havnen i det hedengangne Kalundborg Folkeblad, klippede han dem ud, og nu er det just de samme aviser, han bladrer i, når han jævnligt besøger Kalundborg Lokalarkiv.

"Det er jo vores tidsbillede," siger han.

Han kom i kontakt med det daværende blad Søfart, der arrangerede rejser med maritime mål, og han skrev baggrundsstof, så folk kunne læse om målet for de rejser, de havde meldt sig til. Michael var også selv med
på nogle af rejserne, og det har ført ham til blandt andet Portsmouth i England, Finland hvor de så et nyt krydstogtskib blive bygget, og han var med til at besøge havnen i Antwerpen og var på Ålandsøerne.

Nederst på mindestenen på Sct. Olai Kirkegård ses navnene på de ni søfolk med relation til Kalundborg, der mistede livet under 2. verdenskrig. Øverst er navnene på de søfolk og fiskere, der mistede livet under 1.
verdenskrig. Foto: Michael Jamni Nielsen 

Mange af gæsterne på disse rejser var gamle skippere, og Michael lyttede ivrigt til alt, hvad de kunne fortælle. Jo, historierne var nok krydrede lidt, men der var også en substans i dem, der fængede.

Konstabel i Søværnet

Selv sejlede han som konstabel i Søværnet, men ellers har det arbejde, der skaffede ham smør på brødet, foregået på landjorden.
Michael blev ansat i KTAS, det senere TDC, men da han blev 60 år, sagde han farvel til arbejdsmarkedet. Han er 61, og nu kan han hellige sig det maritime, der alle årene har været hans store interesse, på fuld tid.

Sejlads er det dog blevet til gennem årene, for mange ferier har han tilbragt med flodkrydstogter på Europas floder. På den måde har han fulgt den gamle infrastruktur i Europa, for transport af både varer og
passagerer foregik ad floderne. Han har godt bemærket, at folk studser, når han fortæller, at han blandt andet har sejlet til Schweiz. Kan man det?

Det kan man, ad floderne.

De omkomnes historier

I den kommende tid vil TV Kalundborg med kyndig hjælp fra Michael Jamni Nielsen bringe baggrundshistorier om de faldne søfolk. Han nedskrev historierne i april-maj 2025 i anledning af 80-året for
Danmarks befrielse. Han oplevede, at de familiemedlemmer han talte med under sin research, er utrolig glade for, at mindet om deres slægtninge bliver holdt i live.

Mange af baggrundshistorierne illustreres dels af Michaels egne billeder, dels af billeder velvilligt udlånt af M/S Museet for Søfart, som Michael i øvrigt leverer masser af billeder til.

Allerede mens Michael var i Søværnet, fandt han ud af, at han er god til at genkende skibe, skibskending som det hedder, og den evne har man gjort brug af så langt borte som i Australien, hvor der er en masse fotos af skibe – og de europæiske skibe er der ikke det store kendskab til. Her kan skibskenderen Michael Nielsen være behjælpelig.

Den første baggrundshistorie, TV Kalundborg bringer, handler om donkeymand Hilmar Hansen (1917-1943).

Den kan du læse i morgen her på TV Kalundborg. 

En donkeymands opgave var ifølge LEX Danmarks Nationalleksikon hovedsageligt at tilse og passe
hjælpekedlen på skibet.

 

Del