Krea messe trak folk til

Krea Messe i Kalundborghallen var allerede tidligt på dagen godt besøgt. 

Krea messe trak folk til
Tidligere har man kunne råde over to haller i Kalundborg, men på grund af ombygning, var det kun i den ene hal, der lørdag var Krea Messe. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

TB Markeder havde igen lejet sig ind i Kalundborghallerne med en masse udstillere og masser af inspiration til kreative sysler.

Torben Borg, der står bag Krea Messerne, var også til stede i Kalundborg og, han kunne fortælle, at der allerede tre kvarter inde i åbningstiden var 250 gæster, der havde indløst billet.

Med på messen var 30 stande, der både tæller private aktører og professionelle.

Udstillerne udgjorde nemlig en blanding af leverandører og af folk, der selv har lavet forskellige kreative ting, såsom en trædrejer, der havde et stort udvalg med. Men der var også garn, hvor man kunne finde lige netop det, man havde brug for til sit næste projekt.

“Vi plejer at være lidt flere udstillere, men jeg tror kombinationen af vintervejret og influenza har gjort, at ikke alle kunne komme i dag. Vi plejer at være i Kalundborg med omkring 50 stande,” sagde Torben Borg.

Der er også Krea Messe i Aalborg i denne weekend, og næste weekend rykker Krea Messen til Aarhus.

Det er fjerde gang, Krea Messen besøger Kalundborg.

Masser af forskellige stande

Selvom der ikke var fuldt hus hvad angår standene, var der masser af gæster, der gik rundt og lod sig inspirere. Blandt andet ved en stand fuld af stof, en anden med garn, en tredje havde perler med og så var der både en børstenbinder med mange flotte produkter og en trædrejer.

Også lækre hjemmelavede skind-hjemmesko kunne man finde ved en af standene.

Ved kreabordet kunne man prøve kræfter med forskellige materialer, og det havde lokket en hel del børn til.

Torben Borg påtænker at vende tilbage til Kalundborg igen til næste år med sin Krea Messe.

Del