Kræmmermarked med politisk islæt

Søndag var der stort kræmmermarked i Gørlev Hallen. Ud over de mange fine salgsboder, var der også en hel del partier, der deltog. 

Kræmmermarked med politisk islæt
Siden 2012 har der været holdt stort kræmmermarked i Gørlev Hallen. Helge Carlsson var, sammen med restauratør Søren Tullesen, initiativtager. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Omkring 1000 gæster regner arrangørerne af det store kræmmermarked i Gørlev Hallen søndag med, der kommer igennem i løbet af dagen. 

Det er i hvert fald det antal gæster, man plejer at have. 

Det kunne Helge Carlsson fortælle, og han ved noget om det, for det er nemlig ham, der sammen  restauratør i Gørlev Hallen, Søren Tullesen, siden 2012 har sørget for, at der kom kræmmere i hallen. 

"De sidste mange år har det været besøgstallet, så det bliver det nok også i dag. Der er 73 boder, og det er vi ganske tilfredse med", siger Helge Carlsson. 

Hos Socialdemokratiet kunne man deltage i en quiz om spidskandidaten Tina Bech-Nilsson. Foto: Charlotte Koefoed

Der var alt fra legetøj, juleting, malerier og nips til lokalhistoriske bøger. Og så var der denne gang en del boder, hvorfra, der ikke blev solgt noget. 

Det var de politiske partier, der gjorde deres hoser grønne overfor vælgerne. 

"Vi har en konkurrence, hvor du kan gætte fakta om Tina Beck-Nilsson", fortalte Lisbeth Jørgensen, der er medlem af Socialdemokratiet og som var med til at bemande standen. 

Hos Danmarks Demokraterne blev man budt på varm chokolade og småkager, mens andre igen delte bolsjer ud og tog en snak med de fremmødte. 

"I går var vi på Kordilgade og i dag her. Der er stort set et vælgermøde eller arrangement hver eneste dag", sagde Peter Jakobsen (DF).

Han pegede på, at selv om der altid er gang i valgkampen op til et kommunevalg, oplever han det som om der er langt større interesse for valget i år. 

Der er kræmmermarked i Gørlev Hallen to gange om året. En gang om foråret og en gang om efteråret.

Del