Kørte om kap foran politiet - nu er der faldet dom
Modelfoto
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Det kunne have gået helt galt, da to unge mænd en sommerdag kørte om kap på Slagelsevej i Kalundborg. På skift overhalede de hasarderet uden at tænke på, at de var til stor fare for sig selv og andre.
Nu er der faldet dom i sagen, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Facebook.
Det, der skete den sommerdag var, at en lokalbetjent kom kørende i sin private bil på vej hjem fra arbejde onsdag eftermiddag d. 5. juni i 2024, da han så en sort Audi begynde en overhaling i modkørende vognbane.
Bilisten kom alt for hurtigt tæt på, så betjenten slap gassen og måtte trække ud til siden af vejen for at undgå sammenstød.
Kort efter Audien kom en rød VW Golf blæsende i så høj fart, at betjenten denne gang måtte køre hele bilen ud i græsrabatten og lave en katastrofeopbremsning. Han undgik med nød og næppe at støde sammen med Golfen.
Mister kørekortet i tre år
De to væddeløbsbilister var mere end uheldige den dag. Det viste sig nemlig, at den bilist de havde overhalet hasarderet var en civil medarbejder i politiet.
Hun mødte begge biler på en tankstation i Kalundborg lige efter, hvor hun noterede nummerpladerne.
Under en time efter var Golfen fundet af en patrulje, og det var heller ikke svært for politiet at finde frem til Audien. De to unge mænd fra Odsherred og Vestegnen, som havde ført bilerne blev sigtet for den farlige kørsel.
Retten i Holbæk idømte i sidste uge de nu 20-årige mænd ubetinget fængselsstraf i 20 dage og ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år for at tilsidesætte væsentlige hensyn til færdselssikkerheden under den farlige kap- og væddeløbskørsel.
"Kør pænt og vær opmærksom når du kører. Det kan så hurtigt gå galt," lyder opfordringen fra Midt- og Vestsjællands Politi.