Kordilgade – gågade, byggeplads eller ensrettet motorvej?

Kordilgade – gågade, byggeplads eller ensrettet motorvej?

Læserbrev: Kordilgade – gågade, byggeplads eller ensrettet motorvej?

Jeg ved snart ikke, hvad Kordilgade i Kalundborg skal forestille. Er det en hyggelig gågade, som den er tænkt? Eller er det i virkeligheden en ensrettet motorvej forklædt som bymidte? For i dag, da jeg gik ned for at spise frokost på en af byens restauranter, endte jeg med bare at gå igen. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at sætte mig.

Der var ikke ét roligt øjeblik. Jeg talte 2 lastbiler, 6 håndværkerbiler og flere varebiler i løbet af få minutter. Den ene bil efter den anden rullede igennem alle i samme retning, som i et konstant flow af trafik på en ensrettet gennemfartsvej. Det føltes ikke som en hyggelig frokostpause i byen det føltes som at sidde i rabatten på en motorvej. Støj, motorbrummen, overdøvede fuldstændigt enhver form for byliv eller caféstemning.

Jeg synes, det er synd for restauranterne i området. Det er tydeligt, at mange folk ikke har lyst til at sætte sig udenfor, fordi der simpelthen er for meget larm og for meget trafik. Og jeg tænker, at det i sidste ende også må påvirke salget for flere af de spisesteder, der ligger midt i byen. Det er en skæv fordeling for eksempel ligger la Viva lige ved springvandet i en rolig krog, hvor man rent faktisk kan sidde og nyde sin mad i fred. Hvis ikke man bliver blæst omkuld selfølgelig. De andre? Ja, de ligger mere eller mindre midt på en motorvej.

Og det er synd. For vi taler så tit om, at Kalundborg skal være hyggelig, levende og attraktiv ikke mindst i sommerperioden, hvor vi gerne vil tage godt imod vores gæster udefra. Men i dag en fredag i uge 29 var Kordilgade alt andet end det. Det var en slagmark.

Kunne man gøre det bedre? 

Kunne man begrænse leveringstiderne?

 Lade håndværkerne parkere lidt væk og gå det sidste stykke? 

Og måske tage en snak om, hvor meget gennemkørende trafik vi egentlig vil tillade i bymidten?

Det handler ikke om at pege fingre  det handler om, at vi sammen skal finde en bedre løsning. For det, der er i dag, fungerer simpelthen ikke. Og det går ud over både oplevelsen af byen og de forretninger, der prøver at skabe noget liv.

Med venlig hilsen

Bjørn Funder 

Del