Kontoret er mere end et værtshus

På Kontoret har man lagt planer helt frem til byfesten - og taget imod de inputs, der kommer fra byen.

Kontoret er mere end et værtshus
Trine Nystrup fra Kontoret har masser af gode og sjove arrangementer på plakaten. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Kontoret i Kalundborg har de seneste år været i en markant udvikling. Og det er også nødvendigt at udvikle sig, mener Trine Nystrup.

Hun ejer sammen med sin mand, Morten Nystrup, og Kristian Poulsen det populære værtshus og spillested i hjertet af Kalundborg.

Hun slår fast, at Kontoret først og fremmest er et værtshus, men det er også så meget andet.

Der foregår nemlig mange forskellige ting på stedet, og det er ofte initiativer, der kommer fra kunderne - eller virksomheder i byen.

For eksempel byder man hele sommeren, sammen med Kalundborg Jazzklub, på lørdagsjazz, og det er et tiltag, som trækker mange gæster til.

“Det er jo ofte de lidt ældre, end vi har sent fredag og lørdag, men folk er virkelig glade for det tilbud,” siger Trine Nystrup.

Afterski og St. Patricks Day

Men også Afterski er blevet et populært tiltag.

Man skal simpelthen forestille sig, at man er på skiferie i Østrig og lige skal snuppe en omgang afterski i baren. Det event foregår på lørdag den 21. februar, og folk kommer klædt i skitøj.

“Det er en temafest, som vi har prøvet af, og som er blevet taget rigtig godt imod. Vi kan mærke, at folk synes, det er sjovt, når der sker noget anderledes,” siger Trine Nystrup.

Der er kommet mere fart på Kalundborg - men det kunne godt være vildere

For ikke at kollidere med andre spille- og eventsteder, skeler Kontoret til de andre eventsteder i byen. For selv om man godt kan mærke, at der er kommet flere folk til byen, især mange flere udlændinge, er man ikke der, hvor man kan holde temafester eller andre tiltag hver eneste weekend.

Der er vi ikke endnu. Vi kan mærke, især når vi holder fredagsbar med tilbud på vores 14 forskellige fadøl, at der kommer mange nye ansigter til, men der er nok et stykke vej endnu til, at vi kan arrangere noget hver weekend,” siger Trine Nystrup.

Men det har ikke afholdt Kontoret fra igen i år at arrangere St. Patricks Days fest.

Sidste år henvendte et firma med mange irske medarbejdere på Novo Nordisk sig og spurgte, om man sammen kunne finde på et eller andet i forbindelse med den irske folkefest, St. Patricks Day.

“De ville gerne give maden, hvis vi ville lægge lokaler til og pynte op. I år gør vi så det samme, men har flyttet arrangementet til den 21. marts, selv om dagen egentlig fejres den 17. marts,” fortæller Trine Nystrup.

Hele Kontoret vil være pyntet i grønt, der vil være irske musik og DJ, lækker Guinness i fadølshanen og god stemning.

Festen er for alle, og der er igen i år gratis mad - doneret af det irske firma.

“Det er et godt eksempel på, at vi prøver at gribe den ånd, der er i Kalundborg her og nu, og udvikle på den,” mener Trine Nystrup.

I det hele taget er der en spirende tendens til, at de mange udlændinge tager pub-kulturen med sig, og det hilser Kontoret velkomment.

Damefrokost og sommerfest

Der er flere nye traditioner på Kontoret. Da Tømmerup Hallen stoppede med at arrangere Damefrokost, greb Kontoret handsken og videreførte konceptet.

“Vi havde spurgt først, og de tidligere arrangører var bare glade for, at nogen førte festen videre,” siger Trine Nystrup.

Derfor satte de i alt 190 billetter til salg for et stykke tid siden, og de blev solgt på blot 20 minutter.

Damefrokosten begynder, navnet til trods, klokken 17, og dem, der fik sig en billet, får et par timer med glimmer og glitter for sig selv, inden der lukkes flere damer ind klokken 19. Først klokken 22 åbner værtshuset for alle.

Af andre arrangementer kan nævnes en rockaften fredag den 23. maj med to kopiorkestre, og så er der sommerparty lørdag den 13. juni med DJ, farverige drinks og en gårdhave, der er pyntet helt op.

Det helt store brag kommer til Byfesten.

“Vi er i fuld gang med at samle programmet sammen. Mere kan jeg ikke sige lige nu,” siger Trine Nystrup.

Til efteråret er der også lagt planer. Der er blandt andet cowboy-temafest, Oktoberfest, Halloween, J-dag, julefrokoster og musikbingo.

Del