Koncertsalen var fyldt med julesang

Overbjerg-korene fyldte juleglæde i koncertsalen

Koncertsalen var fyldt med julesang
Korleder Gitte Overbjerg havde inviteret til en stemningsfuld eftermiddag med sine fire kor i koncertsalen hos Musisk Skole. Foto: Privat

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Lørdag blev julestemningen for alvor skudt i gang, da der blev afholdt julekoncert i koncertsalen på Musisk Skole i Kalundborg. Korleder Gitte Overbjerg havde inviteret til en stemningsfuld eftermiddag med sine fire kor: børnekoret, showkoret, voksenkoret og hyggekoret.

Publikum blev præsenteret for et varieret repertoire, der bød på både velkendte juleklassikere og mere ukendte julesange. Tonen for eftermiddagen blev slået helt fra start, da alle korene sammen indledte koncerten med både sang og dans til De Nattergales populære “Støvledance”.

Som traditionen foreskriver, bød koncerten også på det smukke Luciaoptog, der endnu engang skabte en højtidelig og hyggelig stemning i salen.

Koncerten var en flot blanding af solonumre og korsange – både optrædener fra de enkelte kor og fællesnumre, hvor alle sang sammen. Det gav publikum en alsidig musikoplevelse og viste bredden i korsangens udtryk.

Foruden Gitte Overbjerg, der ledte korene, fik hun musikalsk støtte ved flyglet af Silas Lillevang og Lotte Overbjerg, mens Carsten Pedersen assisterede på bas.

Det var en hyggelig og uformel julekoncert, der gav publikum alle muligheder for at komme i den helt rette julestemning – og nu kan julen for alvor begynde i Kalundborg.

Del