Kommunen mangler erhvervsjord
Det er vurderet, at der mangler mindst 100 hektar erhvervsareal, særligt som følge af, at Novo Nordisk og andre store virksomheder investerer kraftigt i området.
![Kommunen mangler erhvervsjord](/media/uyjbyqju/dji_0039.jpg?width=50)
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Kommune har oplyst, at man mangler jord for at opfylde behovet for at udlægge nye erhvervsarealer. Det er vurderet, at der mangler mindst 100 hektar erhvervsareal, særligt som følge af, at Novo Nordisk og andre store virksomheder investerer kraftigt i området, og motorvejsbyggeriet til Kalundborg øger interessen for erhvervsudvikling.
I forlængelse heraf kigger kommunen på et 37 hektar stort område ved Viskinge, tæt på motorvejen og den kommende afkørsel til Svebølle, som er egnet til erhvervsformål. At udlægge arealet til erhverv er dog i konflikt med Regionens udpegning som potentielt råstofområde.
Kalundborg Kommune anmoder derfor om, at området udtages som potentielt råstofområde, så det kan udpeges til erhvervsformål og understøtte den regionale erhvervsudvikling. Kommunen har derfor sendt en særskilt anmodning om dette til Regionsrådet, hvor de beder om hurtig behandling.
Det er ikke akut, men der skal være en plan
I forbindelse med, at der skal laves kommuneplan, skal Kalundborg Kommune finde egnede arealer til bl.a. erhverv, og det er tiltrængt, da kommunen vurderer, at de kommer til at mangle med den efterspørgsel, som de pt. oplever.
“Vi skal til at lave kommuneplan igen, og så kigger vi selvfølgelig på de arealer, vi allerede har udlagt og ser, hvor mange der er brugt siden sidste kommuneplan. Det er ikke akut på nogen måde, men der skal udlægges noget nyt, og det gælder i øvrigt også arealer til bolig. Der er stor investeringslyst i Kalundborg, og derfor skal vi finde noget mere jord. De forskellige områder kan noget forskelligt, og vi skal finde noget forskelligt, da det ikke blot er store virksomheder, men også underleverandører til de store, fx håndværkervirksomheder, der har brug for erhvervsarealer. Der er blandet erhverv i dag, og sådan skal det også være i den kommende 12 års periode. Vi skal have et godt og blandet udbud, der nogenlunde kan honorere efterspørgslen, og Svebølle er fx aktuel lige nu pga motorvejen,” fortæller borgmester, Martin Damm (V).