Kommunale sundhedsopgaver på vej mod ny organisering
Hvem skal fremover stå for akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering? Det spørgsmål er nu rykket videre til de seks nye sundhedsråd i Region Østdanmark.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Seks sundhedsråd skal drøfte, hvem der fremover skal drive centrale sundhedstilbud i Region Østdanmark
Hvem skal fremover stå for akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering? Det spørgsmål er nu rykket videre til de seks nye sundhedsråd i Region Østdanmark, efter at sagen har været drøftet politisk i regionsrådet.
Det nyvalgte regionsråd i Region Østdanmark mødtes i denne uge til årets første regionsrådsmøde i Regionshuset i Sorø. Her var flytning af sundhedsopgaver fra kommunerne til regionen blandt de første store politiske temaer for de 47 regionsrådsmedlemmer.
Del af sundhedsreformen
Baggrunden er sundhedsreformen, hvor partierne har besluttet, at myndigheds- og finansieringsansvaret for fire kommunale sundhedsopgaver pr. 1. januar 2027 skal flyttes til regionerne. Det sker for at styrke det nære sundhedsvæsen og skabe mere sammenhæng og lighed i borgernes sundhedsforløb.
I løbet af 2025 har de to regioner og de 46 kommuner i Region Østdanmark haft en række administrative dialogmøder om, hvordan opgaveflytningen kan gennemføres i praksis.
Fire opgaver i fokus
De opgaver, som skal overgå til regionalt myndighedsansvar, er:
- Akutsygepleje
- Sundheds- og omsorgspladser
- Patientrettet forebyggelse
- Specialiseret rehabilitering
Det er sundhedsrådene – hvor både regionale og kommunale politikere sidder – der fremover får det politiske ansvar for udviklingen og samarbejdet om disse opgaver i det nære sundhedsvæsen.
Fokus på lighed og sammenhæng
Regionsrådsformand i Region Østdanmark Lars Gaardhøj (S) glæder sig over den dialog, der allerede har fundet sted mellem region og kommuner: ”Dialogen har været præget af en åbenhed og nysgerrighed. Begge parter har taget udgangspunkt i, at vi har en fælles opgave om at skabe den ønskede forandring sammen til gavn for borgerne – uanset bopæl. Vi når ikke i mål fra første dag, men vi er enige om, at der for den enkelte borger skal opleves en bedre sammenhæng i pleje og behandling. Og på tværs i hele den store geografi skal der være en mere lige og retfærdig adgang til sundhedsydelser.”
Sundhedsråd drøfter scenarier i januar
De seks sundhedsråd i Region Østdanmark mødes i perioden 13.-20. januar for at drøfte forskellige scenarier for, hvordan opgaverne kan organiseres. Herefter skal scenarierne behandles politisk i de enkelte kommuner – særligt i de tilfælde, hvor kommunerne fortsat kan få mulighed for at drifte en eller flere af opgaverne.
Efterfølgende skal der forhandles om de praktiske forhold, herunder personale, bygninger, udstyr og økonomi.
Medarbejderne i centrum
Konstitueret regionsdirektør i Region Østdanmark Jens Gordon Clausen understreger, at medarbejderne har høj prioritet i processen: ”Vi står midt i en historisk forandring, hvor medarbejdere i kommuner og regioner har brug for vished om deres fremtidige rolle. Det handler ikke kun om struktur – det handler om mennesker, faglighed og tryghed, og derfor ønsker vi alle at skabe klarhed hurtigst muligt. Jeg kan godt forstå, hvis personalet føler en vis usikkerhed, men jeg vil gerne understrege, at der er brug for alle og alles kompetencer.”
Der mangler fortsat ny lovgivning og nationale rammer, blandt andet kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser og patientrettet forebyggelse.
”Samtidig er vi i region og kommuner i tæt dialog om, hvordan opgaverne bedst løses – med respekt for både borgernes behov og medarbejdernes faglighed, men målet er klart: Medarbejdernes fremtid skal være afklaret så tidligt i 2026 som muligt. Det skylder vi både de ansatte og de borgere, der er afhængige af deres indsats. De opgaver, vi løser i dag, skal også løses i morgen – med samme kvalitet og omsorg,” siger Jens Gordon Clausen.
Forskellige modeller for de fire opgaver
Den 7. januar udsendes dagsordener til sundhedsrådene med konkrete scenarier for hver af de fire opgaver:
Akutsygepleje
I flere sundhedsråd foreslås regional drift fra 1. januar 2027, mens der i enkelte områder også arbejdes med scenarier, hvor kommunerne fortsat varetager opgaven.
Sundheds- og omsorgspladser
Her varierer forslagene fra fuld regional drift til overgangsordninger og fortsat kommunal drift i udvalgte områder, herunder København og Frederiksberg.
Patientrettet forebyggelse
På tværs af regionen foreslås det, at kommunerne fortsat varetager opgaven på vegne af regionen, med Bornholm som en særlig undtagelse.
Specialiseret rehabilitering
Der foreslås regional drift i en tværregional model med regionale enheder, samtidig med at enkelte kommunale tilbud og private alternativer bevares.
Tidsplan for opgaveflytningen
- Januar – juli 2026: Politisk beslutning om driftsmodeller
- April – oktober 2026: Forhandling og udarbejdelse af delingsaftaler
- Januar 2027: Opgaveflytningen træder i kraft