Kommunaldirektør afviser kritik: “Vi har ikke været mellemmand for Novo”
Kalundborg Kommune afviser, at man har fungeret som mellemmand for Novo Nordisk i forbindelse med købet af Mia Reesens ejendom.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Kommune afviser, at man har fungeret som mellemmand for Novo Nordisk i forbindelse med købet af Mia Reesens ejendom. Kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen understreger, at kommunen alene har haft dialog med berørte lodsejere – men eksperter retter hård kritik og mener, at kommunen har overskredet sine beføjelser.
Kommunen afviser mellemmandrolle
I et skriftligt svar til Frihedsbrevet forklarer kommunaldirektøren, at kommunen både på eget og på lodsejernes initiativ har ført samtaler med borgere og virksomheder, der blev berørt af, at deres arealer var udlagt til erhvervsformål.
“Vi har ikke haft konkrete forhåndsaftaler med Novo Nordisk om køb af ejendomme. Dialogen har handlet om at give borgerne tryghed og sikre rammerne for erhvervsudvikling. Vi har heller ikke haft et samarbejde med Novo om opkøb af grunde,” siger Jan Lysgaard Thomsen.
Ifølge kommunaldirektøren har kommunen i flere tilfælde spurgt borgere, om de kunne acceptere, at en tredjepart kunne indtræde i en betinget aftale – hvilket de ifølge ham har sagt ja til.
Spørgsmålet om prisen
Kalundborg Kommune understreger desuden, at hensynet til prisen også indgik i dialogen.
“Udgangspunktet har været borgernes ønsker, blandt andet tid til at finde ny bolig eller virksomhedslokaler, samt prisen på et eventuelt salg. Når det kunne forenes med markedsprisen, var der et godt afsæt for en aftale. Det er vores opfattelse, at langt størstedelen af lodsejerne har været tilfredse,” siger Jan Lysgaard Thomsen.
Eksperter: Brud på kommunalfuldmagten
To eksperter vurderer imidlertid, at kommunen har bevæget sig uden for sine beføjelser. Professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, Frederik Waage, mener, at kommunen har optrådt som partsrepræsentant for en privat virksomhed.
“Hvis en kommune går ind og bliver partsrepræsentant for en virksomhed, er det usagligt og en magtfordrejning. Og der er ingen tvivl om, at det er det, der er sket,” siger han til Frihedsbrevet.
Også Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, kalder kommunens fremgangsmåde problematisk. Han mener, at Kalundborg Kommune reelt har fungeret som ejendomsmægler for Novo Nordisk, og dermed har brudt kommunalfuldmagten.
“En kommune må ikke varetage private særinteresser på bekostning af en borger, “siger han til Frihedsbrevet.dk
Kommunaldirektør: Har eksperterne set alt?
Som reaktion på kritikken har Jan Lysgaard Thomsen spurgt Frihedsbrevet, om eksperterne har haft adgang til alle dokumenter og lydfiler i sagen – eller kun et udvalg.
“Det fik vi aldrig svar på, så vi spørger igen,” skriver han til mediet.