Kommende naturundersøgelser i området omkring Kalundborg

CO2 Storage Kalundborg igangsætter i slutningen af april en række naturundersøgelser af dyre- og planteliv i området omkring Kalundborg.

Kommende naturundersøgelser i området omkring Kalundborg
Undergrunden er undersøgt af CO2 Storage Kalundborg. Til det brugte man det materiel, man kan se på billedet. Nu er er det naturen, der skal under luppen. Undersøgelserne foretages af biologer. Foto: Jens Nielsen
Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk
CO2 Storage Kalundborg vil nu undersøge naturen i form af  dyre- og planteliv i området omkring Kalundborg. Det sker sidst i april. 
Baggrunden for undersøgelserne er, at CO2 Storage Kalundborg i øjeblikket undersøger, om undergrunden i Kalundborg er egnet til sikker lagring af CO2 .
På baggrund af undersøgelserne kan myndighederne træffe beslutning om, hvorvidt der kan lagres CO2 i undergrunden. 
Formålet med naturundersøgelserne er, at CO2 Storage Kalundborg undersøger mulighederne for at etablere en rørledning, der kan transportere CO2 fra Kalundborg Havn til et muligt lager.
Hvis dette vurderes muligt, og der skal etableres et lager, vil Ørsted nu, som ansvarlig for denne del af projektet, med rettidig omhu foretage de nødvendige forundersøgelser for etablering af en rørledning.
Skal vurdere naturen og miljøet i området
Forundersøgelserne har til hensigt at vurdere naturen og miljøet i området, så det påvirkes mindst muligt af en eventuel rørledning. Det er i den forbindelse nødvendigt at tage ud og undersøge områdets natur for at fastlægge, hvilke træer, planter og dyreliv der findes og på den baggrund sikre, at de beskyttes bedst muligt. Dette arbejde hjælper med at sikre, at alle relevante hensyn bliver taget i betragtning.
Undersøgelserne gennemføres fra slut april og frem til november 2026, af projektets rådgiver COWI. Undersøgelserne forventes at blive udført af en eller to biologer fra COWI, der til fods bevæger sig rundt, primært via offentlig vej og markveje. Biologerne vil observere, tage fotos og registrere dyr og planter. Dyre- og plantearter er aktive og synlige på forskellige tidspunkter af året, og derfor besøges området hen over en længere periode og ad flere omgange.

Om CO2 Storage Kalundborg:

CO2 Storage Kalundborg er et samarbejde mellem energivirksomhederne Equinor og Ørsted samt den danske stat - repræsenteret af Nordsøfonden. Equinor er som operatør majoritetsejer med 60 procent af licensen, mens Ørsted har 20 procent og statens undergrundsselskab, Nordsøfonden, ligeledes har 20 procent. 

I juni 2024 tildelte klima-, energi- og forsyningsministeren en undersøgelseslicens til CO2 Storage Kalundborg, der de kommende år gennemfører en lang række omfattende undersøgelser af undergrunden ved Kalundborg. Resultaterne fra undersøgelserne skal fastslå, om der sikkert og effektivt kan lagres CO2 i området for at mindske klimaforandringerne.

Tre faser

CO2 Storage Kalundborgs arbejde er inddelt i tre faser, som omfatter forskellige typer af undersøgelser:

  •  Kortlægningsfasen: Undergrunden opmåles og kortlægges ved hjælp af måleudstyr samt specialdesignede køretøjer og skibe, der bevæger sig rundt i området.

  • Udforskningsfasen: Der bores ned til ca. 1.900 meters dybde for at indsamle data og jordlagsprøver af undergrunden med henblik på yderligere kortlægning.

  •  

    Testfasen: Der sendes vand ned gennem boringen for at lave avancerede simuleringsmodeller af undergrundens reaktion på potentiel lagring af CO2.

Del