Kom tæt på ufoerne på Kalundborg Bibliotek

Er der liv i rummet? Og har der været ufo’er forbi Kalundborg? Det er to af de emner, ufo-forskeren Benny Christen Grandahl fra Skandinavisk UFO Information, kommer og taler om på Kalundborg Bibliotek.

Kom tæt på ufoerne på Kalundborg Bibliotek
Onsdag den 18. marts lægger ufo-forsker, Benny Christen Grandahl, vejen forbi Kalundborg Bibliotek. Her taler han om liv i rummet, og ser på chancerne for at liv udefra har besøgt Kalundborg. PR foto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Der er lagt op til en spændende aften, når ufo-forsker Benny Christen Grandahl fra Skandinavisk UFO Information kommer til Kalundborg Bibliotek onsdag den 18. marts. Her vil han holde foredrag om liv i rummet og om chancerne for, at liv udefra har besøgt Kalundborg.

Benny Christen Grandahl lægger ud med at gøre status på jagten på liv i rummet, og hvordan forskerne i det hele taget bærer sig ad med at finde både exoplaneter og tegn på liv på milliarder af kilometers afstand.

Dernæst vender han opmærksomheden mod Kalundborg. Her har Benny Christen Grandahl været i foreningens arkiver med tæt på 18.000 danske ufo-rapporter indsamlet over de seneste næsten 70 år. Her har han fundet en række ufo-observationer med både billeder og videoer fra de seneste år, der er gjort over eller i nærheden af Kalundborg. Det drejer sig blandt andet om et par gamle sager fra henholdsvis 1967 og 1946.

Benny Christen Grandahl kommer også omkring den amerikanske ufo-scene, hvor der kommer stadig flere og vildere påstande frem om, at den amerikanske regering gemmer både ufo-vrag og døde aliens. Påstande, der er fremsat af højtstående militær- og efterretningsfolk under ed i officielle kongreshøringer.

Efter foredraget er der mulighed for at tage en snak om både ufoer og liv i rummet.

Ufoer er blevet stuerene

Siden en artikel i The New York Times i december 2017 afslørede et hemmeligt militært ufo-efterretningsprogram og tre frigivne ufo-videoer fra Pentagon, er ufoer kommet på alles læber, ligesom der er afholdt flere høringer i den amerikanske kongres om emnet.

Også herhjemme har ufoerne – og især den amerikanske ufo-scene – trukket opmærksomhed. Blandt andet gennem podcasten Flyvende Tallerken med Frederik Dirks Gottlieb som vært.

Benny Christen Grandahl har fulgt ufo-sagen siden midten af 1970’erne. Han har været med i flere episoder af netop podcasten Flyvende Tallerken, er en kendt debattør på de forskellige ufo-grupper på Facebook og kan jævnligt høres tale om emnet i nyhedsudsendelser, tv-programmer og andre podcasts. Derudover er han medlem af bestyrelsen for Skandinavisk UFO Information, hvor han også er foreningens talsmand og webmaster.

Foredraget finder sted på Kalundborg Bibliotek onsdag den 18. marts klokken 18.30. Man kan læse mere om arrangementet på bibliotekets hjemmeside.

 

Del