Klintegården - de grønne politikere forsvandt efter valget

Klintegården - de grønne politikere forsvandt efter valget

Læserbrev: Klintegården - de grønne politikere forsvandt efter valget

Er det nu Klintegården bliver til et nyt hotel mellem himmel og hav?

Det er overskriften på en artikel i Nordvest nyt d. 25. januar. Svaret er forhåbentlig et stort og rungende nej, hvis man spørger Danmarks Naturfredningsforening Kalundborg afdelingen. I artiklen forsøger ansøger til hotelbyggeriet tømrermester Michael Andersson, at give detindtryk, ”at meningen med fredningen fra 1977 var, at Klintegården nu kan blive til det, som hele tiden har været intentionen med fredningen: Et offentligt rekreativt naturområde med et hotel”. Dette er dog ikke korrekt. Det juridisk korrekte er, at Klintegården er pålagt en status quo fredning. Det betyder juridisk, at områdets tilstand med nærmere angivne undtagelser ikke må ændres ved menneskelig indgriben, og området skal sikres anvendt til rekreative formål for almenheden. Byggeri af et hotel er altså IKKE et vilkår i Fredningen. Dette er stadfæstet af Danmarks Domstole ved Retten i Holbæk i 2015!

Gælder lejeaftalen stadig?

I samme avisartikel fremgår det at tømmermesteren og Kalundborg kommune har en aftale om udvikling af et hotel- og feriecenterprojekt på arealet oplyst af Michael Andersson - men har de nu det? Aftalen blev indgået i 2008, mens kommunen forsøgte at gennemføre en ny fredning af Klintegården med henblik på opførelse af et hotel- og ferielejlighedskompleks beliggende et andet sted på Klintegårdsgrunden. Lejeaftalen var gældende til den nye fredning var tilendebragt og betinget af, at lejer opnåede de nødvendige tilladelser til byggeriet. Den nye fredning blev som bekendt ikke gennemført i 2011 og lejer opnåede dermed ikke de nødvendige tilladelser!

Dispensation fra Planloven til turistprojekter

I 2015 tillod daværende erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen en pilotordning, hvor der kunne dispenseres til opførelse af 10 kystnære naturturistprojekter i Danmark. Kalundborg kommune ansøgte om opførelse af et hotel og feriecenter på Klintegården, men fik afslag, da projektet ikke opfyldte kriterierne. Seks af de ti projekter fra 2015 er ikke gennemført, hvorfor alle landets kommuner er opfordret til at ansøge igen inden 1. februar. Kommunen har kendt til denne mulighed for at søge om dispensation fra Planloven til turistprojekter siden marts 2023 - men offentligheden får først kendskab hertil via de politiske dagsordner i januar 2024. Dette levner hverken erhvervslivet, borgerne, naboerne eller tilstødende grundejerforeninger mulighed for at kommentere på forslaget. Ministeriet stiller 4 kriterier for at komme i betragtning til et af de seks innovative og miljømæssigt bæredygtige turismeprojekter. Det er tvivlsom om det 4. og nye kriterie overholdes ligesom de 3 øvrige kriterier stort set er uændret fra 2015, hvor kommunen altså fik afslag. 

De grønne politikere forsvandt efter valget

Kun 5 % af Danmarks areal er fredet. Fredning er den stærkeste beskyttelse af enestående, unik og værdifuld natur. Klintegården indgår bl.a. på grund af sit unikke landskab I denne statistik. Området har med den rette naturpleje stort potentiale til at udvikle naturen og artsrigdommen på området yderligere. Efter behandlingen I Teknik og miljøudvalget samt Økonomiudvalget tegner der sig måske et flertal I kommunalbestyrelsen d. 30. Januar for at søge om en helt uhørt dispensation fra Planloven til at bebygge en del af den fredede Klintegårdsgrund på Røsnæs med et hotel. 

Op til de sidste 2 kommunalvalg har DN afholdt vælgermøder med temaet NATUR. Alle håbefulde kommunalbestyrelseskandidater – et repræsentativt udsnit fra næsten alle partier – tilkendegav deres og deres partis vilje og intentioner om at forbedre og beskytte naturen I vores kommune – men hvor blev intentionerne af nu, når det kommer til realiteter? Først blev en stor del af den grønne plet I Kalundborg bys centrum Klosterparken bebygget – og nu gås der igen efter det fredede smukke område Klintegården på Røsnæs. 

Hotelbehov?

Det anføres ofte, at Kalundborg har mangel på hotelkapacitet til industriens gæster og håndværkere. Om det er korrekt, må de I forvejen eksisterende overnatningssteder give et bud på – men faktum er det, at industrien er vokset kraftigt I den østlige ende af Kalundborg by. Gæster og håndværkere har brug for et hotelværelse til hvile og søvn efter endt arbejdsdag, altså om natten. Beliggenheden behøver derfor nødvendigvis ikke være I et naturskønt område I den anden ende af byen – endda på et fredet offentligt tilgængeligt område.  Er behovet for hotelværelser til stede, så er der ikke mangel på alternative placeringer til et hotel udenfor beskyttede, fredede områder. F.eks. en placering tæt på hvor behovet er, I øst-byen I nærheden af industrien. Opfordringen til vores folkevalgte er derfor: vær fremsynet, byg udenfor beskyttede fredede områder og skab ifm. Byggeriet ny natur – I stedet for at drive rovdrift på vores alle sammens værdifulde fredede unikke naturområder.

Fakta boks:

Fremført at Natur og miljøklagenævnet og stadfæstet af byretten i Holbæk d. 15. maj 2015:

” Det er ikke korrekt, at det var et vilkår i fredningen i 1977 , at der på det fredede areal kunne opføres et hotelprojekt , ligesom det ikke er korrekt, at formålet med fredningen var at sikre muligheden for at realisere hotelprojektet. Det bestrides ikke, at muligheden for at gennemføre projektet på ejendommen var en forudsætning for kommunen ved rejsning af fredningssagen, og dette ligefrem var kommunens formål med fredningen. Fredningens formål som har en juridisk betydning er imidlertid noget andet.

I dette tilfælde var der tale om en status quo fredning, således at områdets tilstand med nærmere angivne undtagelser ikke må ændres ved menneskelig indgriben, og området skal sikres anvendt til rekreative formål for almenheden.

Susanne Ladefoged, formand for Dansk Naturfredningsforening Kalundborg

Del