Klar med sportsuge for hele familien
Fredag aften bydes der op til dans i det store telt. Her er det Poplic Service, som står på scenen. Der er gratis entre til den store fest hvor der er masser af forsyninger i baren.
Af Jens Nielsen
Den traditionelle sportsuge i uge 31 i Kirke Helsinge Idrætsforening (KHI) byder på masser af fodbold men også dart, cykelløb, fællesspisning, musik og dans.
Kirke Helsinge Idrætsforening er endnu engang klar med et stort program for den traditionsrige sportsuge i uge 31, med aktiviteter for bøde børn og voksne.
Sportsugen starter allerede mandag den 28. juli med fodboldkampe. Fodbolden fortsætter hele ugen for både unge, mænd og kvinder, og der er også mulighed for at deltage i en dart turnering hele ugen.
Fredag aften bydes der op til dans i det store telt. Her er det Poplic Service, som står på scenen. Der er gratis entre til den store fest fra kl. 21 til 23.30, hvor der er masser af forsyninger i baren.
Lørdag spilles der gade/familie fodbold. En 5-mands turnering med sjov og sammenhold. Det er for alle aldre, dog skal der være mindst en pige og to under 18 år på holdet.
Lørdag aften inviterer KHI til fællesspisning i teltet med en lækker buffet og dans til the Suspenders. Billetter til lørdag aften kan købes på sportspladsen i løbet af ugen.
Søndagen starter med et 50 km. langt cykelmotionsløb, der er ringridning og så udstilles en lang række af ældre Puch knallerter. Søndag vil der også være livemusik på sportspladsen.