KL præsenterer 10 forslag til styrket beredskab og samfundssikkerhed

Forslagene fra KL omfatter blandt andet tydelige nationale krisescenarier, en national plan for kriseøvelser og en afklaring af, hvordan samfundet skal hjælpe de sårbare borgere, som ikke til daglig modtager hjælp.

KL præsenterer 10 forslag til styrket beredskab og samfundssikkerhed
KL har lanceret 10 konkrete forslag til, hvordan Danmark kan styrke det samlede beredskab og samfundssikkerhed. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

KL har lanceret 10 konkrete forslag til, hvordan Danmark kan styrke det samlede beredskab og samfundssikkerhed. Forslagene kommer efter, at regeringen i sidste uge præsenterede et nyt totalberedskab.

Forslagene fra KL omfatter blandt andet tydelige nationale krisescenarier, en national plan for kriseøvelser og en afklaring af, hvordan samfundet skal hjælpe de sårbare borgere, som ikke til daglig modtager hjælp. Derudover foreslår KL, at der etableres et nationalt koordinationsforum for beredskab, bestående af ministerier og centrale samfundsaktører fra erhvervsliv, lønmodtagere, kommuner, regioner og civilsamfundet.

”I en usikker verden er det afgørende, at vi ruster hele samfundet til at kunne passe godt på borgerne i en krisesituation. Og vi er helt enige i, at det er vigtigt, at vi får et totalberedskab i Danmark. Skal vi lykkes, kræver det en stor indsats. Derfor kommer vi nu med 10 konkrete forslag til, hvad der skal til for, at vi sammen kan lave et stærkt totalberedskab og ruste hele samfundet til en krisesituation,” siger formand for KL, Martin Damm, og fortsætter: ”Når krisen rammer, og et fjendtligt hybridangreb kapper strømmen, vandforsyningen eller IT-systemerne, er det ikke mindst os i kommunerne, som danskerne først vender sig mod. Det ansvar tager vi yderst alvorligt – og det er også sund fornuft, at vi har det. Samtidig har vi brug for en national retning. Det skal stå klart, hvilke scenarier vi skal være forberedte på, og hvem der har ansvaret for hvad i en krisesituation."

Inspiration fra Sverige og Norge

KL præsenterer forslagene i forbindelse med et stort politisk møde om beredskab og samfundssikkerhed. Her deltager regeringen, eksperter og centrale samfundsaktører samt repræsentanter fra Sverige og Norge, som deler erfaringer med totalberedskab.

”Et totalberedskab vil være en markant omstilling sammenlignet med, hvordan vi i Danmark hidtil har arbejdet med vores beredskab. Det er en kæmpe opgave, og derfor ser vi frem til en tæt dialog med regeringen og de andre aktører i vores samlede beredskab om, hvad der skal til. Her kan vi med fordel bl.a. kigge mod vores nordiske naboer. For både Norge og Sverige er langt fremme, når det handler om at ruste hele samfundet til en krisesituation,” siger Martin Damm.

Lokale anbefalinger til kommunerne

KL arbejder samtidig på en række konkrete anbefalinger til kommunernes lokale beredskabsplanlægning. Disse omfatter blandt andet fokus på sårbare borgere, skoler og dagtilbud, forsyningsområdet samt cybersikkerhed.

Denne satsning skal sikre, at både nationale og lokale aktører er bedre rustet til at håndtere kriser og beskytte samfundets mest udsatte.

Del