KL: Kommunale beredskaber skal rustes til nye kriser

Ekspertpanelet på beredskabsområdet har onsdag præsenteret sine anbefalinger, som peger på behovet for en klarere retning for de kommunale redningsberedskaber.

KL: Kommunale beredskaber skal rustes til nye kriser
Ifølge panelet er der brug for tydeligere rammer for, hvilke opgaver beredskaberne skal kunne løfte, og hvilke kriser og scenarier de skal være forberedte på at håndtere. Modelfoto af oversvømmelse: Colourbox.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Ekspertpanelet på beredskabsområdet har onsdag præsenteret sine anbefalinger, som peger på behovet for en klarere retning for de kommunale redningsberedskaber. Ifølge panelet er der brug for tydeligere rammer for, hvilke opgaver beredskaberne skal kunne løfte, og hvilke kriser og scenarier de skal være forberedte på at håndtere.

KL’s formand, Martin Damm, tager positivt imod anbefalingerne og ser dem som et nødvendigt skridt i forhold til den virkelighed, beredskaberne står over for i dag.

”Vi har i dag nogle stærke og dygtige beredskaber. Men de er gearet til gårsdagens kriser. Den nye sikkerhedspolitiske situation, klimaforandringerne og den grønne omstilling kalder på, at vi skifter gear og får tunet beredskaberne ind til den nye virkelighed, vi står i. Ekspertpanelets anbefalinger peger på netop dét behov og er derfor et kærkomment skridt i den rigtige retning, som vi ser frem til at drøfte nærmere med regeringen,” siger Martin Damm.

Han understreger samtidig, at kommunerne længe har efterspurgt større klarhed fra regeringen om forventningerne til beredskabsopgaven.

”Vi har længe efterspurgt en mere klar retning fra regeringen på, hvilken beredskabsopgave kommunerne og de lokale redningsberedskaber skal kunne løfte, og hvilke scenarier og kriser, vi skal forberede os på at kunne håndtere. Nu er der brug for, at anbefalingerne omsættes til virkeligheden, så vi kan få skabt nogle robuste beredskaber, der kan skabe tryghed i en ellers usikker tid.”

Mere samarbejde på tværs

Ekspertpanelet lægger op til, at samarbejdet mellem de lokale beredskaber og det statslige beredskab styrkes. Samtidig bør det ifølge anbefalingerne blive tydeligere, hvilke opgaver det nationale niveau og Beredskabsstyrelsen har, og hvordan beredskaberne samarbejder med blandt andet politi, civilsamfund og erhvervsliv.

Panelet foreslår også at oprette fire beredskabsregioner for at sikre bedre håndtering af opgaver, der går på tværs af kommuner. Der vil dog ikke være tale om et nyt myndighedslag.

”Klimaforandringer og hybridangreb kender ikke til de danske kommunegrænser. Og derfor kan det også give rigtig god mening at styrke samarbejdet på tværs af kommunerne. Det vigtigste er, at vi får løftet beredskabsområdet og får et beredskab, der taler mere sammen. Der er en lang række detaljer ved forslaget, som fortsat udestår, men vi ser frem til at drøfte det nærmere,” siger Martin Damm.

Kræver lovændringer og flere ressourcer

Ekspertpanelet peger desuden på, at det kan blive nødvendigt at revidere beredskabsloven for at gennemføre alle anbefalingerne. Samtidig vil implementeringen kræve et økonomisk løft af beredskabsområdet.

”Som ekspertpanelet helt rigtigt peger på, er det vigtigt, at der er de nødvendige forudsætninger til stede – både ressourcemæssigt og økonomisk – hvis vi skal kunne løfte beredskabsområdet, så det er klar til den nye virkelighed,” siger KL-formanden.

KL vil nu gå i dybden med anbefalingerne og ser frem til at drøfte både dem og eventuelle lovændringer nærmere med regeringen.

Del