Kasper har haft fod under eget antirust-værksted i 10 år

På årets første dag kunne Kasper Andersen fra Vestsjællands Antirust sætte 10 lys i firma-fødselsdagskagen. 

Kasper har haft fod under eget antirust-værksted i 10 år
Kasper Andersen har været indehaver af Vestsjællands Antirust ApS i 10 år. Forinden havde han arbejdet på stedet i fem år. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Inden Kasper Andersen overtog Vestsjællands Antirust på Hovvej 24 i Ubby, havde han arbejdet for den tidligere ejer, Hans Rasmussen, i fem år. Det vil sige, at han sammenlagt har hjulpet bilejere på egnen i 15 år med at forhindre, at deres biler ruster op.

Kasper Andersen tager sin maske og hovedbeskyttelse af og kommer ud fra den del af værkstedet, hvor det hele egentlig foregår. Nemlig der, hvor bilerne på liften bliver behandlet med rustbeskyttelse fra Dinitrol.

Lige nu er det en elbil, der er på liften. Ud over at blive rustbeskyttet, har bilejeren også tilkøbt en støjdæmpende løsning, som kort fortalt er en slags filtskabelon, der bliver lagt på inderskærmen, og som man også kan placere på bundpladen, så støjen i kabinen reduceres.

“Den service har vi faktisk tilbudt i et par år, og man kan gøre det på alle biler. Det fjerner ikke støjen helt, men reducerer den,” forklarer Kasper Andersen, indehaver af Vestsjællands Antirust ApS på Hovvej 24 i Ubby.

Vand og salt

Vand og salt er bilernes værste fjende. Det får nemlig bilerne til at ruste, og det er der ikke nogen bilejere, der har lyst til. Derfor er det vigtigt at rustbeskytte sin bil.

Lige nu er det højsæson i værkstedet på Hovvej. Efterår og vinter er de travleste måneder for Kasper Andersen og hans ansatte, Morten Nielsen, der har været på stedet i 31 år.

“Hele januar er booket helt op, så vi har travlt lige nu. Men om sommeren har jeg mere tid til min familie og mine to små børn,” siger Kasper Andersen, der er 36 år og bor i Ubby.

Fra radio- og tv-sælger til rustbeskytter

Det var sådan set ikke helt meningen, at Kasper Andersen skulle have noget med biler og rustbeskyttelse at gøre. Han blev oprindeligt udlært i radio- og tv-branchen, men i 2011 manglede Hans Rasmussen en mand i sit antirustfirma.

Nærmeste nabo, Troels Andersen, Kaspers far og indehaver af TA auto, som også ligger på Hovvej 24, kunne derfor tippe sin søn om, at der var en jobmulighed, og Kasper greb chancen.

“Jeg var faktisk lige blevet fyret, så det passede jo fint. Jeg arbejdede her i fem år, så ville Hans på pension, og så slog jeg til og købte antirustcentret,” smiler Kasper Andersen. Det var den 1. januar 2016.

Alle typer biler

Kasper Andersen laver rustbeskyttelse på alle typer biler. Også elbiler. De kræver lidt mere afdækning, for der må ikke komme rustbeskyttelse på batteriet eller på de strømførende kabler.

“Det er vigtigt, at man får rustbeskyttet sin bil. Det er der mange, der gør. Det gælder både for nye og for ældre biler,” siger Kasper Andersen.

Ud over at servicere private og erhvervskunder har Vestsjællands Antirust ApS aftaler med en lang række autoforhandlere i Kalundborg-området.

Del