Spændende foredrag: Kan man overhovedet bortføre sit eget barn?
Shahin Aakjær blev bortført som barn. En romantisk ungdomsforelskelse mellem en dansk pige og en flygtning fra Iran, endte med en familieforøgelse. Men det blev også til et brud, der med tiden blev til en bitter strid. Konflikten kulminerede, da Shahin Aakjær blev bortført af sin egen far fra Bornholm til Iran.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Shahin Aakjær er, blandt meget andet, forfatter. Han har nemlig skrevet en bog om sin barndom, som mildest talt har været lidt usædvanlig.
Han blev nemlig bortført af sin egen far til Iran, hvor han boede i to år.
Det har Shahin Aakjær skrevet en bog om. Hvordan kom det dertil? Hvordan var det at være barn i Iran? Og tittede kulturchokket frem, da Shahin Aakjær flyttede tilbage til Danmark?
Ifølge Social- og Ældreministeriet er knap 100 børn bortført, enten til eller fra Danmark. Shahin Aakjærs historie er en af disse.
Alt dette kan man høre om, når Shahin Aakjær mandag den 23. februar kommer til Kalundborg for at holde foredrag i Biblioteksklubbens Litteraturklub. Det foregår i Det grønne Rum fra klokken 18.30 til 20.30.
Foredraget handler om forældrekærlighed, fodbold og følelsen af at have to kulturer.
Foredraget er baseret på bogen ” Verdensbarn – kan man bortføre sin egen søn?”. En bog om at finde sig til rette i to kulturer, om at være skilsmissebarn i de voksnes verden, om kærlighed, hævn og forestillede fodboldturneringer.
En fælles erindringsbog, der prøver at finde flere sandheder i en familiefejde. Med interviews, aktindsigter og avisartikler bliver der søgt efter svar - Kan man vælge mellem mor og far? Hvordan er det at mangle sin søn? Og kan man overhovedet bortføre sit eget barn?
Shahin Aakjær har gået på Buerup Skole, er HF Student Høng Gymnasium i 2009. Han stillede i 2017 op som kandidat til kommunevalget i Københavns Kommune som Livstidspræsidenten.
Desuden er han kandidat i Mellemøstlige studier fra 2018 og er musiker, underviser, foredragsholder, rejseleder og gespentsskribent.