Kalundborgs tunge trafik og borgernes sikkerhed

Kalundborgs tunge trafik og borgernes sikkerhed

Kalundborg taler varmt om erhvervsudbygning, arbejdspladser og vækst. Men én konsekvens forsøger man altid at skubbe i baggrunden: Den heftige tunge trafik, som dagligt belaster både vores veje og vores lokalsamfund.

Hver ny erhvervsudvidelse betyder flere lastbiler, mere støj, mere slid på infrastrukturen og langt dårligere sikkerhed for cyklister og gående og ikke mindst skoleelever der cykler til og fra skole.

Alligevel fortsætter kommunen med at godkende projekter, som om vejnettet kan bære uendelige mængder af tung transport. Det kan den ikke – og det kan borgerne heller ikke.

Mange beboer langs de trafiktunge strækninger oplever allerede i dag døgnhøj støj, rystelser i boligerne og problemer med luftkvaliteten. Det er reelle gener, der påvirker menneskers hverdag, helbred og tryghed.

Det mest kritiske er, at der mangler en seriøs plan også for at håndtere den tunge trafik. Der tales meget om nye erhvervsarealer, men alt for lidt om trafikdæmpning og sikker skolevej for vores børn. Det virker, som om kommunen først tænker vækst og langt senere tænker mennesker og logistik.

Kalundborg kan sagtens udvikle sit erhvervsliv, men det kræver mod at stille krav til virksomhederne og investere i den nødvendige infrastruktur, før man bygger mere. Hvis ikke, bliver prisen for væksten betalt af dem der bor tættest på vejene og byerne – og det er hverken rimeligt eller bæredygtigt.

Det er på tide at kommunen stopper op, lytter og tager ansvar. Erhvervsudbygningen må aldrig ske på bekostning af borgernes sundhed og sikkerhed.

Nu er valgkampen slut, SÅ hvad vil du som politiker gøre for at sikre, at vi kan bevare vores lokale bysamfund, skoler, samt sikre at vores børn kommer sikker til at fra skole?

Hvad vil du gøre for at flytte eller mindske tung trafik (via omfartsveje) og erhvervsudbygning tæt på bysamfundet?

Ruth Josiassen

Del