Kalundborgs kultur på skinner – men hvem står tilbage på perronen?  

Læserbrev: Kalundborgs kultur på skinner – men hvem står tilbage på perronen?  

Kulturudvalgets udmelding om, at ingen skal efterlades alene på perronen, er en erklæring om fællesskabets værdi i Kalundborgs kulturliv. Men disse intentioner kræver handling, der matcher ambitionerne – og her står udfordringerne desværre i kø.

Det nye krav om samarbejde for at opnå kommunal støtte er et initiativ, der deler vandene.

For på den ene side kan det opfattes som en nødvendig strategi for at håndtere det stadigt stigende efterspørgsel på den kommunalpolitiske dagsorden.

Samarbejde på tværs af aktører skaber synergi og kan bringe nye ideer i spil. Kalundborg Rock'er er et flittigt benyttet eksempel på dette. Men på den anden side risikerer vi at ekskludere mindre, nicheprægede aktører, som måske ikke har ressourcerne eller netværket til at indgå i de nødvendige alliancer.

Hvem definerer, hvad "samarbejde" skal indebære? Er det realistisk, at mindre aktører med begrænsede kræfter kan leve op til kriterierne? Hvis ikke, risikerer vi, at mangfoldigheden i det lokale kulturliv smuldrer.

I følge kulturundersøgelsen afsløres en vigtig pointe. Kulturen i Kalundborg appellerer primært til ældre borgere. Det er en kendt udfordring i mange kommuner, men løsningen kræver mere end gode intentioner. Hvis vi virkelig ønsker at tiltrække unge og tilflyttere, må vi spørge os selv, om de eksisterende kulturtilbud taler til deres behov og interesser. Er vi modige nok til at tænke utraditionelt også at på satse urbane kulturformer og ungdommelige udtryk? Synlighed er afgørende, men hvis kultunauten blot bliver det eneste bureaukratiske værktøj, som Kommunen sætter sin lid til, risikerer vi at miste forbindelsen til de øvrige ildsjæle, der allerede knokler for kulturen.

Planen om et netværk for kulturen lyder lovende, men netværkets succes afhænger af, hvem der får en plads ved bordet. Hvis de små aktører føler sig marginaliseret i samtalen, kan netværket ende som en eksklusiv klub for de få privilegerede. Debatten går jo udelukkende i lukkede netværk bestående af en etableret elite af ældre mennesker der taler ud fra en personlige overbevisning.

Skal vi skabe et kulturliv, der favner bredt, må repræsentationen være lige så mangfoldig som kulturen selv. Det er de små foreninger og frivillige ildsjæle, der bærer kulturen på deres skuldre. Det er deres stemmer, vi skal lytte til.

Det er positivt, at der i 2025 er afsat 300.000 kroner til kulturstøtte. Men vi må ikke glemme, at penge alene ikke skaber kultur. Det er mennesker, der gør det. Og de mennesker skal ikke drukne i regler og krav og enkeltes holdninger til hvad kultur er og ikke er, men inspireres og støttes i deres arbejde.

Kulturudvalgets indsats er en vigtig start. Hvis vi virkelig mener, at ingen skal efterlades alene på perronen, skal vi sikre, at alle vil betale billetten – og at toget ikke kun kører mod én bestemt destination. Altså en kultur, hvor de etablerede kræfter dikterer, hvad der er den rigtige kultur

Kalundborg har potentialet til at blive en kulturel perle, men det kræver, at vi ser på kulturen som et fælles ansvar, hvor mangfoldigheden og de små aktører ikke blot overlever, men trives.

Ikke kun for de store, men for os alle.

Mathias Hegnsvang