Kalundborgs fjernvarmenet bliver termograferet fra luften

Fra luften kan dronen måle varmeudstråling og skabe termografibilleder, hvor unormalt høje temperaturer kan identificeres.

Kalundborgs fjernvarmenet bliver termograferet fra luften
Fjernvarmenettet i Kalundborg skal igen overvåges med en drone.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fjernvarmenettet i Kalundborg skal igen overvåges med en drone udstyret med en termisk sensor.

”Vi har mange kilometer fjernvarmerør at holde øje med, så hvis der går hul på et rør i dag, kan det tage tid at lokalisere stedet præcist, og vi risikerer nogle gange at skulle grave op i et større område end nødvendigt. Det er både tidskrævende og dyrt,” forklarer Kalundborg Forsyning.

Fra luften kan dronen måle varmeudstråling og skabe termografibilleder, hvor unormalt høje temperaturer kan identificeres. På den måde kan eventuelle utætheder hurtigt lokaliseres og udbedres, til gavn for både CO2-regnskabet og varmeregningerne.

For at opnå de bedste resultater skal termograferingen foregå under kolde og tørre forhold, uden regn eller våd asfalt. Derfor kan det være svært at fastsætte præcise tidspunkter, men planlagte og gennemførte flyvninger vil løbende blive oplyst på Kalundborg Forsynings hjemmeside.

Fakta om dronen

Dronen flyver i ca. 120 meters højde og kan muligvis høres som en svag brummen. Den er udstyret med navigationslys og måler infrarød stråling i bølgelængderne 7,5–14 µm, som omregnes til temperatur og farvesættes til termografibilleder. Sensoren måler overfladetemperaturer lodret ned fra dronen og kan ikke se gennem vinduer, stående vand eller blanke metaller.

Termograferingen udføres af Drone Systems for Kalundborg Forsyning. To personer styrer dronen, og piloternes primære fokus er selve termograferingen, men de taler gerne med interesserede. Man begynder at flyve med dronen fra næste uge, så snart vejret tillader det, og det kan forkomme over den næste måned.

Læs mere om Drone Systems på dronesystems.dk.

Del