Kalundborgensere går på gaden for børn i mistrivsel

Frivillige indsamlere går fra dør til dør med indsamlingsbøtter og budskabet om, at alle børn har brug for en voksen, der lytter.

Kalundborgensere går på gaden for børn i mistrivsel
På søndag den 22. marts ringer det på dørene rundt omkring i Danmark, når Børns Vilkår afholder sin årlige landsindsamling. Modelfoto: Børns Vilkår.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På søndag den 22. marts ringer det på dørene rundt omkring i Danmark, når Børns Vilkår afholder sin årlige landsindsamling. Frivillige indsamlere går fra dør til dør med indsamlingsbøtter og budskabet om, at alle børn har brug for en voksen, der lytter.

I Kalundborg deltager blandt andre 43-årige Troels Nielsen, der for første gang har meldt sig som indsamler. Til daglig arbejder han som tilsynsførende på et vandværk, men søndag tager han indsamlingsbøtten i hånden for at samle penge ind til Børns Vilkår. Han håber også at kunne få sin nevø med på ruten.

Troels Nielsen fortæller, at han ofte hører om børn og unge, der mistrives, når han følger med i medierne. Det har været med til at motivere ham til at engagere sig i indsamlingen.

Pengene fra landsindsamlingen går til at holde rådgivningslinjerne BørneTelefonen og HØRT åbne døgnet rundt. Her kan børn og unge få hjælp via telefon, sms eller chat, hvis de står alene med svære tanker eller oplever mistrivsel. Landsindsamlingen gennemføres i år for 10. gang, og de seneste år er både antallet af indsamlere og de indsamlede midler steget.

"Alt for mange børn lever med mistrivsel, svigt og ensomhed. Når de ikke har andre at gå til, skal vi være der. Det kan vi blandt andet, fordi så mange indsamlere går på gaden for os hvert eneste år. Det er rørende at opleve den stærke folkelige opbakning til Børns Vilkårs sag, og den betyder meget, for behovet for vores rådgivning er stort," siger Rasmus Kjeldal, direktør for Børns Vilkår.

Tusindvis af samtaler hvert år

Sidste år havde BørneTelefonen og HØRT næsten 64.000 samtaler med børn og unge. Samtalerne handlede blandt andet om mistrivsel, ensomhed, vold, forelskelse og selvskade.

Behovet for hjælp er særligt stort om aftenen og natten, hvor mange unge oplever, at tanker og bekymringer fylder mere.

”Hver aften går jeg en tur og hver gang går jeg forbi det sted, jeg har tænkt mig at gøre det. Jeg hader mit liv, jeg hader mig selv, jeg hader alt. Jeg gider virkelig ikke mere […] Det her er mit sidste forsøg på at søge hjælp,” fortæller en dreng på 17 år.

"For mange børn og unge er nattetimerne de sværeste. Her løber tankerne løbsk, og livet føles alt for tungt. Det er ikke usædvanligt, at vi taler med børn og unge, som står i en så akut situation, at de har brug for øjeblikkelig hjælp. For nogle føles problemerne så overvældende, at de bliver til fare for sig selv. Derfor er det helt afgørende, at vi holder åbent om natten, så deres råb om hjælp kan blive hørt og mødt," siger Rasmus Kjeldahl.

Mange akutte henvendelser

Det seneste år havde BørneTelefonen og HØRT 10.684 rådgivningssamtaler mellem klokken 23 og 07. Af dem handlede 2.087 om selvmordstanker eller selvmordsplaner.

I 2025 var i alt 422 samtaler så akutte, at barnet enten selv kontaktede sociale myndigheder, politi eller ambulance, eller opgav sin anonymitet, så rådgiveren kunne gøre det. Over en tredjedel af de akutte samtaler fandt sted om natten.

Børn og unge kan kontakte BørneTelefonen og HØRT døgnet rundt ved at ringe på 116 111 eller skrive til en frivillig rådgiver via børnetelefonen.dk eller hørt.dk.

Del