Kalundborgegnens Erhvervsråd står stærkere

Kalundborgegnens Erhvervsråds bestyrelse modtog i foråret 2025 en henvendelse fra medarbejdere i erhvervsrådet. Den handlede om uregelmæssigheder. Derfor iværksatte bestyrelsen en uvildig advokatundersøgelse.

Kalundborgegnens Erhvervsråd står stærkere
Fra venstre: Per Junge, formand i Kalundborgegnens Erhvervsråd, Michael Skovgaard Rasmussen, næstformand i Kalundborgegnens Erhvervsråd og erhvervschef Caspar Christensen. Arkivfoto: Gitte Korsgaard

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Bestyrelsen for Kalundborgegnens Erhvervsråd modtog i foråret 2025 henvendelse fra medarbejdere i erhvervsrådet om, at der foregik forskellige uregelmæssigheder.

Bestyrelsen besluttede på den baggrund at iværksætte en uvildig advokatundersøgelse dels af de af medarbejderne fremsatte forhold og dels generelt af administrationen i erhvervsrådet. Det skriver bestyrelsen i Kalundborgegnens Erhvervsråd i en pressemeddelelse fredag.

”Midt i september 2025 modtog bestyrelsen afrapportering fra advokaten, og har efterfølgende behandlet konklusionerne fra rapporten minutiøst på en række møder. Advokatundersøgelsen konkluderer, at der ikke er konstateret ulovligheder. Undersøgelsen identificerer nogle uregelmæssigheder, relateret til ad hoc-ledelsesbeslutninger og manglende efterlevelse af gældende forretningsorden. Flere af disse forhold udsprang af aktiviteter iværksat inden eller uden forudgående bestyrelsesgodkendelse,” lyder det i pressemeddelelsen.

Bestyrelsen står i dag stærkere

”Disse aktiviteter er enten efterfølgende blevet formelt godkendt af bestyrelsen eller på anden måde bragt i orden. Derudover har der været enkelte ej betalte udeståender samt afholdelse af uberettiget udgifter. Disse poster er også bragt i orden. Bestyrelsen har sammen med erhvervsrådets nye ledelse gennemført en række tiltag for at styrke governance, transparens og efterlevelse af interne retningslinjer. Dette har blandt andet inkluderet et bestyrelsesseminar med fokus på governance og compliance samt en systematisk opfølgning på de forhold, som advokatundersøgelsen har afdækket,” skriver bestyrelsen endvidere i pressemeddelelsen.

Erhvervsrådets sekretariat består i dag af et nyt team, der arbejder ud fra opdaterede processer og klare rammer for ansvar, dokumentation og beslutningsgange. Bestyrelsen vurderer, at organisationen nu står markant stærkere med tydelige strukturer, forbedrede procedurer og et fornyet fokus på god selskabsledelse.

Del